Nyhedsoverblik

Millionløft skal nedbringe ventetid på kæbeoperationer

Kæbepatienter i Region Sjælland har måtte vente op mod ti år på at komme på operationsbordet.

Nu skal en millionindsprøjtning være med til at nedbringe de lange ventelister.

Det skriver DR.

Politikerne i Region Sjælland blev tirsdag aften enige om at afsætte 6,5 millioner kroner i 2025 og næsten 12 millioner kroner fra 2026 til kæbekirurgi på Sjællands Universitetshospital.

- Jeg er tilfreds med, at vi har valgt at prioritere det her område. Det er jo ingen hemmelighed, at ventetiden er alt for lang, siger Trine Birk Andersen (S), formand for Region Sjælland, til DR.

Pengene skal bruges på at indføre en ny operationsteknik, der vil halvere operationstiden. Det betyder, at der vil kunne gennemføres op mod 100 flere operationer om året.

Lige nu er cirka 500 patienter på venteliste til en operation. Trine Birk Andersen håber og tror på, at den nye operationsteknik vil gøre en stor forskel.