Nu reagerer minister på lægevalgskritik

Sundhedsminister Sophie Løhde (V) er åben for at se på lovgivningen om lægevalg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Kaotiske lægevalg skabte i slutningen af 2023 utryghed blandt borgere i Slagelse, Faxe og Lolland kommuner, hvor op mod 26.000 personer skulle søge om at få ny læge.

Og det har fået Susie Jessen (DD) til at stille spørgsmål til sundhedsminister Sophie Løhde (V) om, hvorvidt hun mener, der er behov for en lovændring, så der kan tages højde for særligt borgere med kroniske lidelser.

Men hun var ikke tilfreds med det svar, hun fik den 8. januar 2024. Ministeren svarede nemlig ikke på, hvorvidt hun ser et behov for en lovændring.

Læs sundhedsminister Sophie Løhdes (V) svar her:

  • Den 11. december 2023 stillede den politiske ordfører fra Danmarks Demokraterne, Susie Jessen, følgende spørgsmål til sundhedsministeren:

"Da to læger i Haslev Lægecenter går på pension til nytår, var 14.100 Haslevborgere tvunget til at sidde klar ved computeren for at vælge en læge onsdag den 29. november 2023. Mener ministeren, at der er behov for en lovændring, så det sikres, at det ikke er først til mølle-princippet, der træder i kraft i sådanne situationer, men at det fremover sikres, at der i højere grad tages højde for borgernes tryghed, behov og kontinuerlighed i f.eks. behandlingen af borgere med kroniske lidelser?

  • Den 8. januar 2024 returnerede sundhedsminister Sophie Løhde (V) et skriftligt svar:

"Det er regionerne, der har ansvaret for at sikre lægedækning og tilgængelighed i almen praksis. Ministeriet har til brug for besvarelsen indhentet bidrag fra Danske Regioner, som efter dialog med Region Sjælland kan oplyse følgende: Som konsekvens af, at det ikke var muligt for Haslev Lægecenter at genbesætte to af deres kapaciteter, måtte klinikken nedjustere deres patientkapacitet fra 14.100 til 9.600 patienter."

"Med henblik på at sikre, at alle borgere er stillet lige i forhold til at vælge en praktiserende læge, og at ingen borgere har fortrinsret, blev alle berørte patienter anmodet om at vælge en praktiserende læge, herunder evt. Haslev Lægecenter, fra tirsdag den 12. december klokken 10:00."

"Alle berørte borgere har derefter 8 dage til at vælge ny læge. Såfremt borgere ikke har valgt en ny læge inden for fristen, vil de blive tildelt en læge af kommunen."

"Det skal bemærkes, at på grund af sammenfald med en national implementering af et nyt lægevalgssystem havde kommunen og regionen tidligere været nødsaget til at udskyde lægevalgstidspunktet til 12. december."

"Det skal også bemærkes, at de to kapaciteter i Haslev er blevet genbesat i en anden klinik, og at der derudover er blevet etableret en ny klinik i området, der åbner 1. januar 2024. Der er derfor ikke sket en reduktion i antallet af kapaciteter i Haslev og omegn, og lægedækningen i området vurderes generelt at være god."

"Det skal endeligt bemærkes, at Haslev Lægecenter lukkede for tilgang af patienter om aftenen den 12. december omkring klokken 22:00."

"Med venlig hilsen Sophie Løhde."

- Jeg synes, at Sophie Løhdes svar er respektløst overfor Folketinget, men det er også respektløst overfor de mange borgere, der er kommet i klemme, fordi deres læge er gået på pension. Som minister skal hun svare, og det gør hun ikke, siger Susie Jessen.

Men i et interview onsdag den 10. januar åbner Sophie Løhde dog op for at se på lovgivningen på området.

- Jeg er meget åben over for at drøfte, hvordan vi i højere grad kan tænke noget fleksibilitet ind i forhold til spørgsmålet om lægevalg, siger hun.

- Der er stor forskel på at være en sårbar kronisk patient, der måske er meget afhængig af at være i hyppig kontakt med sin læge, og så på almindelige raske og rørige mennesker, der godt kan være mere fleksible, siger ministeren.

Skabte utryghed

Udfordringerne med lægevalgene opstod i de såkaldte kompagnipraksisser, hvor flere læger driver én praksis med ét ydernummer.

Når en eller flere læger går på pension, er der ikke længere plads til alle patienterne. Men i stedet for at tilgodese eksempelvis kronisk syge, så skal samtlige borgere søge om ny læge, og her er det først til mølle-princippet, der gælder.

Særligt borgere med kroniske sygdomme var bekymrede over at skulle vælge ny læge. Det gjaldt blandt andet Helen Schulze fra Haslev, der lider af kronisk angst.

- Det vil være rigtigt problematisk for mig, hvis jeg skal ind til en ny læge og fortælle hele min historie forfra, sagde hun til TV2 ØST tilbage i november.

Helen Schulze frygter, at hun skal have ny læge i forbindelse med en nedskalering af kapaciteten på Haslev Lægecenter.
Helen Schulze frygter, at hun skal have ny læge i forbindelse med en nedskalering af kapaciteten på Haslev Lægecenter. Foto: Jesper Truelsen - TV2 ØST

Og sundhedsministeren kan godt sætte sig ind i, at det er en ubehagelig situation.

- Jeg kan fuldstændig forstå, at det kan give anledning til bekymring og være enormt utrygt lige pludseligt at blive kastet ud i den her situation. Det er også derfor, at jeg som sundhedsminister er meget optaget af, at vi skal have forbedret lægedækningen i Danmark, siger hun.

- Der er for mange steder, hvor vi er alt for sårbare, og så er der for mange steder, hvor vi simpelthen mangler praktiserende læger, og det vil sige at der er danskere, der ikke har mulighed for at vælge en praktiserende læge ud fra eget valg.

Unødig konflikt

Sundhedsministeren undrer sig over, at Susie Jessen (DD) ikke har taget kontakt direkte for at drøfte sagen om de kaotiske lægevalg.

- Jeg synes, det er lidt mærkeligt at kalde det et respektløst svar, siger hun og forklarer, at svaret på det spørgsmål Sussie Jensen har stillet er indhentet fra Danske Regioner og Region Sjælland.

- Og det er deres svar jeg tillader mig at give på det spørgsmål, som Susie Jessen har stillet, siger Sophie Løhde.

- At man så har behov for at komme dybere ned og gerne vil blive endnu klogere på det her, det synes jeg er helt fair og regulært, men vi behøver ikke at gøre det til en kæmpe politisk kampplads og konflikt, siger hun.

Læs også
Tusinder af borgere tvunget til at vælge ny læge - politikere vil have loven ændret
Læs også
Tusinder af borgere tvunget til at vælge ny læge - politikere vil have loven ændret

Regionsrådsformand Heino Knudsen (S) vendte et forslag om ændring af sundhedsloven på et forretningsudvalgsmøde i Region Sjælland tirsdag.

- Vi vil henvende os til sundhedsministeren og sundhedsstrukturkommissionen for at gøre opmærksom på de uhensigtsmæssigheder og den usikkerhed, lovgivningen skaber for borgerne, når de skal vælge ny læge, siger regionsrådsformanden til TV2 ØST.

Og den dialog ser ministeren frem til.

- Det går jeg gerne i dialog med regionsrådsformanden om, siger hun. 


Nyhedsoverblik