En række benamputerede patienter får nu mulighed for at søge og opnå erstatning, selvom deres patientforløb har overskredet forældelsesfristen.
Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.
Aftalen gælder for de patienter, der har fået amputeret et ben af andre årsager end kræft eller ulykke.
- Jeg vil gerne komme med en klar opfordring til, at patienter eller pårørende gør brug af denne mulighed, hvis de er utrygge ved, om der er sket fejl i behandlingsforløbet. Vores uvildige patientvejledere er klar til at hjælpe med at starte en sag om vejledende udtalelse fra Patienterstatningen, udtaler lægefaglig koncerndirektør, Jesper Gyllenborg, i pressemeddelelsen.
Fundet 96 mulige fejlamputationer
Region Sjælland er i gang med at gennemgå ti års journaler for alle benamputerede patienter på regionens sygehuse. Det sker efter, at Region Midtjylland sidste år fastslog i en rapport, at 47 patienter muligvis kunne have undgået at blive benamputeret.
Indtil videre har Region Sjælland fundet 96 mulige fejlamputationer. Det skriver TV 2.
Den nye aftale med Patienterstatningen gælder patienter, der har fået en amputation fra den 1. januar 2010 og frem. Det betyder, at patienter, der tidligere har fået afvist deres sager grundet forældelsesfristen, nu får mulighed for at søge og opnå erstatning.
Region Sjælland vil tage kontakt til de relevante patienter og tilbyde en vejledende udtalelse hos Patienterstatningen. Patienter, der har fået en benamputation inden for de seneste ti år og mistænker, at der kan være sket en fejl, skal søge erstatning på normal vis.
Regionens uvildige patientvejledere kan kontaktes på telefonnummer 70 15 50 01 mandag, tirsdag, onsdag og fredag i tidsrummet fra klokken 9.00 til 12.00.