Nyhedsoverblik

Ny brille skal finde årsag til svimmelhed

En ny videobrille skal hjælpe med hurtigere at diagnosticere patienter, der døjer med svimmelhed.

Det oplyser Sjællands Universitetshospital

Der findes mange årsager til svimmelhed såsom øresten, neurologiske udfordringer eller hjerteproblemer, og det kan derfor være svært at finde den årsag, der udløser anfaldet.  

Selve øjets bevægelser under et anfald kan dog indikere rigtig meget, og derfor er videobrillen et relevant redskab. Brillen kan nemlig optage øjenbevægelserne, mens et anfald står på.

Den første patient har nu fået videobrillen med hjem og skal teste den ved at tage brillen på, når svimmelheden rammer. Det sker nemlig sjældent, at patienten stadig er svimmel under lægekonsultationen. 

Tanken er, at patienter på længere sigt skal kunne komme ind på hospitalerne eller til egen læge og låne en brille med hjem – ligesom man kan låne et blodtryksapparat.

Brillen er udviklet på Sjællands Universitetshospital af overlæge Bjarki Djurhuus, ph.d.-studerende og læge Casper Grønlund Larsen samt forskningsingeniør Anders Ohlhues Baandrup.