Sporarbejde, togbusser, forsinkelser og aflysninger.
Det har været hverdagskost for de sjællandske togpendlere de seneste år. Men nu er der godt nyt, for på søndag træder en ny køreplan i kraft. Den medfører kortere rejsetider og flere togafgange.
- Jeg glæder mig til, at det kun kommer til at tage et kvarter, det kan jeg godt sige, lyder det fra Pia Lynge Pedersen, der dagligt pendler mellem Næstved og Vordingborg.
Hun er én af togpendlere, der kommer til at nyde godt af den nye køreplan.
- Nu begynder vi altså at kunne skrue op for hastigheden, vi begynder at kunne love hurtigere tog, og det vil være noget, som vil være en mærkbar ændring for specielt Sydbanen, siger Tony Bispeskov, der er informationschef i DSB.
Artiklen fortsætter under billedet.
Forbedringer for de fleste pendlere
Den nye køreplan vil betyde kortere rejsetid for en stor del af pendlerne. Den største tidsbesparelse får pendlere fra Nykøbing Falster Station, som vil spare 14 minutter hver vej på turen til og fra København. Pendlere fra Vordingborg vil spare syv minutter, mens pendlere fra Næstved vil spare fire minutter.
Samtidig vil der komme flere togafgange, hvilket betyder, at pendlerne i Næstved og Glumsø vil få halvtimesdrift, og der vil også blive sat flere hurtigtog ind i myldretiden.
Sporarbejde og togbusser
Togpendlerne på Sjælland har været hårdt prøvet de seneste år. Siden foråret 2019 har der været adskillige sporarbejder, og flere togstrækninger har været lukket helt ned i flere omgange og været erstattet af togbusser.
- At stå i en situation hvor man reelt ikke aner, hvorfra man skal køre, hvornår man skal køre, og om der overhovedet kommer et tog, det gør jo, at blodtrykket er i kog, og tolerancetærsklen er ultra lav efterhånden, lød det fra en frustreret pendlertalsmand for Næstved Pendlerklub Robert Hansen tilbage i august måned.
De omfattende sporarbejder skyldes anlæggelsen af den nye jernbane mellem Ringsted og Femern, elektrificering af strækningerne samt den begyndende udrulning af det nye signalprogram.
Artiklen fortsætter under billedet.
Men nu er der altså lys forude for pendlerne.
- Pendlerne går en lysere fremtid i møde. De har været igennem flere år med omfattende sporarbejder, det har været rigtigt hårdt, nu begynder der til gengæld at være håb for, at de får en hurtigere hverdag, fordi vi kan skære noget af rejsetiden af, siger Tony Bispeskov, informationschef i DSB.
Enkelte må vente på forbedringer
Det er dog ikke alle pendlerne, der har forbedringer i sigte. For pendlerne i Lundby, Nørre Alslev og Eskilstrup er der ingen tidsbesparelser at hente, og samtidig skal de skifte tog i Næstved.
- Skift er gift, for hver gang du skal skifte, så kan der jo gå noget galt, så du ikke kan nå din forbindelse, og det forlænger jo din rejsetid meget ofte, så det er jo ikke optimalt, siger Mette Sauermilch Laurendz, der er talsmand for pendlerne i Lundby.
Ifølge DSB har det lange udsigter, før pendlerne kan undgå at skifte tog i Næstved:
- Der er nogle udfordringer, specielt når vi kigger ned på den sydlige del af Sydbanen eksempelvis Lundby, men jeg ved, at der bliver arbejdet på det, og det bliver selvfølgelig bedre, og i samme øjeblik de er klar til det, altså at signalerne og den nye Storstrømsbro er på plads, så vil vi også kunne tilbyde et rigtigt attraktivt produkt for pendlerne fra Lundby, siger Tony Bispeskov.
Den nye køreplan ser heller ikke god ud for pendlere fra Rødbyhavn, som må undvære tog og togbusser mellem Nykøbing Falster og Rødby Færge, indtil den nye jernebane mellem Femern og Ringsted står klar.
Den nye køreplan træder i kraft søndag den 12. december. man kan læse mere om køreplanen på DSB's hjemmeside.