Op til halvandet års ventetid på behandlinger på regionens sygehuse

Ventelisterne for en række udredninger og behandlinger strækker sig op til halvandet år ved en række sygehuse i Region Sjælland.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Er man bekymret for, at man lider af knogleskørhed eller begyndende demens, så er hjælpen i Region Sjælland i dag forbundet med lang ventetid.

Ventetiden til en scanning for udredning af knogleskørhed, en såkaldt DEXA-skanning, er aktuelt op til 84 uger, svarende til godt halvandet år – imens ventetiden for en demensudredning er oppe på 47 uger.

quote Vi er nået til et punkt, hvor det er uholdbart

Morten Freil, direktør, Danske Patienter

Også behandling for diverse brok-lidelser kan være forbundet med lang ventetid i Region Sjælland. Ventetiden er her op til et år. Det skal forstås på den måde, at ventelisten til lidelser for brok ved regionens sygehuse varierer fra seks og op til 52 uger.

Det fremgår af et datasæt, som analysefirmaet Kaas & Mulvad har udarbejdet for TV 2. Opgørelsen viser også, at patienter flere steder i landet venter i årevis på behandling.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

47 ugers ventetid på demensudredning

De lange ventetider er et alvorligt problem, lyder det fra interesseorganisationen Danske Patienter.

- Vi er nået til et punkt, hvor det er uholdbart, siger Morten Freil, der er direktør i Danske Patienter, til TV 2.

Han peger på, at patienter eksempelvis venter for længe på at blive udredt for psykisk sygdom og demens.

- Det kan have alvorlige konsekvenser for patienterne, fordi alvorlig sygdom opdages for sent og udvikler sig. Og patienter på venteliste har smerter og nedsat livskvalitet og risikerer at miste førlighed på ventelisten.

Hvor ventetiden for demensudredning i Region Sjælland er 47 uger, er den tilsvarende ned til tre uger i Region Midtjylland.

Læs også
Sygehuse er pressede - og det bliver en kamp at komme i bund med ventelisterne
Læs også
Sygehuse er pressede - og det bliver en kamp at komme i bund med ventelisterne

Der foreligger ikke data for de øvrige regioner.

Ligeledes er ventetiden på 76 uger til en DEXA-skanning i Region Sjælland til sammenligning nul-otte uger i Region Midtjylland, og 52 uger i Region Hovedstaden.

Forskellig ventetid sygehuse imellem

For galdesten er ventetiden i Region Sjælland op til 75 uger – altså næsten halvandet år.

Dette er dog ikke ens for alle sygehuse i regionen, hvor ventetiden for et enkelt sygehus i regionen er ned til fire uger. Længst er ventetiden i Køge. Kortest er ventetiden i Slagelse.

Henrik Møller, der er lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital i Køge, SUH, kalder situationen frustrerende.

- Det er bestemt ikke tilfredsstillende, men vores problem er; der er ingen steder, vi kan sende patienterne hen, siger han og tilføjer:

- Det, der har ramt os, er det samme, som har ramt alle andre, der opererer patienter. Vi mangler anæstesi- og operationssygeplejersker. Og så har vi en betydelig pukkel efter tre covid-bølger og en sygeplejerskestrejke.

Henrik Møller, lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital i Køge, forklarer, at mangel på personale og en stor pukkel efter corona har gjort ventelisterne lange - særligt til de mere komplicerede operationer.
Henrik Møller, lægefaglig vicedirektør på Sjællands Universitetshospital i Køge, forklarer, at mangel på personale og en stor pukkel efter corona har gjort ventelisterne lange - særligt til de mere komplicerede operationer. Foto: Frederik Thorup - TV2 ØST

Komplicerede operationer

Ifølge Henrik Møller er ventetiden i Køge, sammenlignet med andre sygehuse i regionen, længere, fordi hospitalet i Køge er det eneste sted for komplicerede operationer.

- Tager vi galdesten til eksempel. De patienter, der som oftest bliver opereret på SUH, det er patienter, som har en kompliceret galdevejslidelse, siger Henrik Møller og tilføjer:

- Det er ikke patienter, vi kan sende ud i det private til Aleris Hamlet, som vi ellers har en aftale med. Det kan være patienter, som har haft svær betændelse i galdeblæren, bugspytkirtel eller sten i deres dybe galdeveje. Det vil sige, det er en specialopgave – og de ligger i Køge.

Derfor handler ventetiden på en operation for en borger ikke om, hvor i regionen man har adresse, påpeger Henrik Møller:

- Hver region har en fælles henvisningsenhed og en specialespecifik visitation, og her henviser man på den baggrund til det sted, hvor der er kortest ventetid.

Læs også
Regionen bliver ikke færdig med coronapuklen i år
Læs også
Regionen bliver ikke færdig med coronapuklen i år

Imens Region Sjælland med op til 75 ugers ventetid for en galdestensoperation er højdespringeren, er den længste ventetid for behandling af galdesten 65 uger i Region Hovedstaden og 40 og 28 uger i henholdsvis Region Midtjylland og Syddanmark.

Ligeledes er ventetiden til behandling for diverse brok-lidelser også generelt kortere vest for Storebælt.

Køen til bugvægsbrok er således op til 25 uger i Region Midtjylland, hvor den i Region Sjælland er op til 52 uger på Sjællands Universitetshospital i Køge. Dog seks uger på Slagelse Sygehus. 

Det er dog ikke Region Sjælland, der har landets længste ventetider. Både i Region Nordjylland og Region Syddanmark er der ventetider for enkelte behandlinger - blandt andet sterilisation af mænd - på over to år. 


Nyhedsoverblik