Politikere vil have undersøgt forholdene i Flextrafik: - Det duer ikke med trætte chauffører

Beretninger om trætte chauffører og trusler mod passagerer blev onsdag aften drøftet politisk. I første omgang skal sagen undersøges nærmere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

De seneste dages beretninger om passagerer, som har følt sig truede og utrygge på køreture med Flextrafik, var onsdag aften på dagsordenen for en række regionsrådspolitikere.

- Der har været temmelig meget snak om det, og det har været fremme i medierne, at der var en del af vores chauffører, der kører under nogle meget dårlige forhold – og også forhold der måske er så dårlige, at det kan være til fare for de af vores patienter, der bruger Flextrafik, siger Jens Ravn (V), der er formand for Udvalget for det præhospitale område i Region Sjælland.

Det er Region Sjælland, der har udbudt opgaven med transport af patienter til Flextrafik.

quote Da det er os, der udbyder det, så har vi også en interesse i, at det fungerer på en ordentlig og god måde

Jens Ravn (V), formand for Udvalget for det præhospitale område i Region Sjælland

Flextrafik er en kørselsordning i regi af Movia, som står for at køre patienter for Region Sjælland. Og i princippet er det Movia, som har ansvaret for driften, påpeger Jens Ravn:

- Men, da det er os, der udbyder det, så har vi også en interesse i, at det fungerer på en ordentlig og god måde.

Efterlyser skærpede regler

Mandag bragte TV2 ØST historien om Erik Etmanns oplevelser med Flextrafik. Han er kørestolsbruger og oplever, at chaufførerne ikke sikrer sig, at stolen er spændt ordentligt fast:

- De tager min hoftesele op omkring min arm, så jeg sidder fastspændt og ikke kan gøre noget med armene. Min skuldersele sidder oppe omkring halsen, forklarer han og understreger, at det kan være farligt for ham at køre på den måde, hvis chaufføren bremser hårdt op.

Læs også
Erik frygter for sikkerheden hos Flextrafik - chauffør truede med at sætte ham af
Læs også
Erik frygter for sikkerheden hos Flextrafik - chauffør truede med at sætte ham af

Og andre passagerer har fortalt om, hvordan de har følt sig truede og bange på ture med Flextrafik.

Artiklen fortsætter under indslaget.

Mandag fortalte flere borgere, om deres oplevelser med Flextrafik.

Alt imens har der også været flere historier fremme om Flextrafik-chauffører, der kører op mod 18 timer om dagen, syv dage om ugen. Flere chauffører og fagforeningen 3F mener, det skyldes, at lovgivningen tillader selvstændige underleverandører at køre uden overenskomst. Dermed kan de presse prisen ned.

De efterlyser derfor et kontrolapparat, der kan holde øje med chaufførernes køretid.

quote Vi skal have styr på, hvad der er hoved og hale i den her sag

Kenneth Nielsen (S), medlem af Udvalget for det præhospitale område

Dagens møde i regionsråds-udvalget var foranlediget af Socialdemokratiet, og her afviser man ikke, at det kan blive nødvendigt at skærpe reglerne på området.

- Det duer ikke, vi har chauffører kørende rundt med 18 timers transport bag sig, det siger sig selv – det er ikke holdbart, siger Kenneth Nielsen (S) , der er medlem af Udvalget for det præhospitale område i Region Sjælland.

- Vi skal have styr på, hvad der er hoved og hale i den her sag. Hvad er det for sager, vi har med at gøre, og er det noget, der sker oftere, end vi er vidende om, og er det noget, vi kan gøre noget ved politisk, tilføjer han.

Kenneth Nielsen (S), medlem af Udvalget for det præhospitale område i Region Sjælland, mener også, sagen skal undersøges nærmere: - Det duer ikke, vi har chauffører kørende rundt med 18 timers transport bag sig, det siger sig selv, siger han.
Kenneth Nielsen (S), medlem af Udvalget for det præhospitale område i Region Sjælland, mener også, sagen skal undersøges nærmere: - Det duer ikke, vi har chauffører kørende rundt med 18 timers transport bag sig, det siger sig selv, siger han. Foto: Martin Stilling / TV2 ØST

Også landspolitisk har sagen vakt interesse.

Sundheds- og psykiatriordfører Liselott Blixt (DF) sagde tirsdag til TV2 ØST, at hun vil bede sundhedsminister Magnus Heunicke (S) svare på, hvordan det sikres, at chauffører fra Flextrafik har en mere empatisk tilgang til deres brugere.

Læs også
Politiker går ind i sag med Flextrafik - minister skal tage stilling til kritikken
Læs også
Politiker går ind i sag med Flextrafik - minister skal tage stilling til kritikken

- Jeg synes, det er grotesk, og jeg synes, det er trist, der ikke er sket noget med årene, sagde Liselott Blixt.


Nyhedsoverblik