En kørestolsbruger har oplevet at blive spændt forkert fast. En anden er blevet truet med at blive smidt ud af bilen.
Det er blot nogle af de oplevelser, som borgere har haft på deres køreture med Flextrafik.
Jeg synes, det er grotesk
- Den værste oplevelse, jeg har haft, var, hvor jeg ikke kunne gå med min søn ud. Jeg holdt øje med ham fra vinduet. Chaufføren talte i mobiltelefon, og min søn kunne ikke få skydedøren i bilen op. Han blev mere og mere panisk, forklarer Hanne Petersen.
De mange episoder får nu sundheds- og psykiatriordfører Liselott Blixt (DF) til at gå ind i sagen.
- Jeg synes, det er grotesk, og jeg synes, det er trist, der ikke er sket noget med årene, fortæller Liselott Blixt (DF).
- Det kører jo i udbud, og det vil sige, at det bliver dumpet efterhånden til den laveste pris. Der er overhovedet ikke nogen faglighed mere, og så synes jeg simpelthen, at de må stoppe med at køre. De seneste års udbud har jo gjort, at det er de billigste, der får det, uden at man stiller krav til kvaliteten. Det synes jeg er et kæmpe problem.
Hun har derfor valgt at spørge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om, hvordan han vil sikre, at de chauffører, som kører med handikappede borgere, har det fornødne kendskab samt en mere empatisk tilgang til mennesker med diagnoser. Liselott Blixt (DF) har endnu ikke fået svar.
De seneste par uger er der blevet rettet skarp kritik mod Flextrafik efter, at flere borgere har kunne berette om voldsomme episoder med chauffører fra Flextrafik. Tilbage i januar fortalte Anette Madsen fra Haslev til TV2 ØST, at hun har oplevet en chauffør falde i søvn bag rettet.
- Vi var to passagerer, der sad og blundede, indtil vi kunne mærke de der rumlestriber på motorvejen og et ordentligt sving. Så slog jeg øjnene op, og så kunne jeg se oppe i bakspejlet, at chaufføren sad med lukkede øjne. Så råbte jeg op: "Du sover jo!", forklarede Anette Madsen.
I går stod endnu flere kilder frem. Erik Etmann og Mona Vilebæk Hansen, som begge er kørestolsbrugere, har hver især oplevet at blive truet med at blive smidt ud af bilen af chaufføren. Derudover fortæller Hanne Petersen fra Vordingborg, at nogle chauffører ikke er gode til at hjælpe hendes søn med autisme.
Er tidligere gået ind i lignende sag
Liselott Blixt (DF) har tidligere gået ind i en sag omkring, hvordan kørsel med handikappede borgere var for dårlig. Hun har selv en søster, som for nogle år siden oplevede at rutsje ned af kørestolen i bilen og derfor lå på gulvet fra Nykøbing Falster til Rødbyhavn.
Sundheds- og psykiatriordføreren havde dengang håbet på, at der fremadrettet ville blive sikret ordentlig uddannelse af chaufførerne, og at de havde den nødvendige empati over for borgerne. Men problemerne er der stadig.
- Det er deprimerende og trist, at man allerede har vidst det her for ti år siden, men at der ikke er sket noget. Tværtimod så bliver det jo værre.
Liselott Blixt (DF) håber på, at der i fremtiden vil blive sikret nogle rammer for uddannelseskrav til chaufførerne, og at der generelt bliver stillet større kvalitetskrav. Derudover ønsker hun mere tid til den enkelte borger.
- Det skal ikke være arbejdspresset, der gør, at man ikke gør det ordentligt. Men selvfølgelig skal der også være empati. Det kan ikke nytte noget, at en chauffør siger, at jeg smider dig af her. Det er ikke en måde, man behandler folk på.
Ifølge sundheds- og psykiatriordføreren handler hele sagen generelt om de krav, der bliver stillet til chaufførerne. Hun mener, at det er der, man bør starte med at gøre noget.