Politisk redaktør: Region Sjællands borgere mister indflydelse

Den helt store test for den nye megaregion øst for Storebælt bliver at bevise, at den kan løse de udfordringer, som borgerne oplever i dag.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Onsdag præsenterer regeringen en stor reform, der har til mål at sikrere et stærkere og nærere sundhedsvæsen. Ifølge flere medier indebærer planen, at Region Hovedstaden og Region Sjælland skal lægges sammen til én stor region - Region Østdanmark.

Men endnu inden regeringen har præsenteret sit stort anlagte sundhedsudspil, rejser bekymringerne sig fra flere sider, navnlig i Region Sjælland.

quote Når der træffes ubehagelige beslutninger – og det skal der på et eller andet tidspunkt – så har vi en mindre stemme, end vi har i dag

Ivan Nielsen, politisk redaktør, TV2 ØST

For ser man ud over det område, som Region Sjælland og Region Hovedstaden dækker i dag – så bor omkring 30 procent af den nye regions borgere i Region Sjælland.

Borgerne uden for hovedstadsområdet vil være en klar minoritet i en ny stor-region, pointerer politisk redaktør Ivan Nielsen.
Borgerne uden for hovedstadsområdet vil være en klar minoritet i en ny stor-region, pointerer politisk redaktør Ivan Nielsen.

Og netop det billede vækker bekymring, forklarer TV2 ØSTs politiske redaktør Ivan Nielsen:

- Vi får en kæmperegion med 2,8 millioner borgere. Og der vil borgerne i Region Sjælland kun være de godt 800.000 af dem.

- Her går bekymringen på, hvordan vores indflydelse vil være i fremtiden. For det er klart. I et nyt regionsråd kommer der ikke til at sidde 41 medlemmer fra vores region.

Dårlige erfaringer

Mange politikere har således allerede nu påpeget, at spørgsmålet om indflydelse kan ende med at få konkrete konsekvenser i Region Sjælland. Det kan eksempelvis være, at nogle af de institutioner, Region Sjælland har i dag, på sigt vil forsvinde, pointerer Ivan Nielsen:

- Hvis man i værste fald skal spare i den nye superregion, sparer man så først, der hvor de to millioner bor, eller der hvor de 800.000 mennesker bor?

Ser man på, hvordan befolkningen sædvanligvis har stemt til regionsrådsvalget, er det ifølge Ivan Nielsen en rimelig antagelse, at cirka en tredjedel af repræsentanterne i et nyt regionsråd vil være fra den nuværende Region Sjælland.

- Og det vil gøre, at når der træffes ubehagelige beslutninger – og det skal der på et eller andet tidspunkt – så har vi en mindre stemme, end vi har i dag.

Læs også
TV 2 erfarer: Regioner lægges sammen
Læs også
TV 2 erfarer: Regioner lægges sammen

Således har man også hørt regionsrådsformand Heino Knudsen (S) tale dunder mod en fusion af de to østdanske regioner. Han er bekymret for, “hvordan borgerne i Region Sjælland også politisk skulle blive prioriteret i en centraliseret østdansk megaregion.”

- Der er ingen tvivl om, at der internt i Socialdemokratiet har været nogle heftige diskussioner om det her – og jeg tror, der nok er mange medlemmer af partiet i vores del af verden (Region Sjælland, red.), som har lidt svært ved at se fornuften i det, siger Ivan Nielsen.

Argumenterne for at nedlægge regionerne har hidtil båret præg af ønsker om et mere centraliseret sundhedsvæsen, der med en større koordinering kan opnå mere effektivitet. Imod har kritikken lydt, at en nedlæggelse vil svække demokratiet og medføre mindre indflydelse fra befolkningen.
Argumenterne for at nedlægge regionerne har hidtil båret præg af ønsker om et mere centraliseret sundhedsvæsen, der med en større koordinering kan opnå mere effektivitet. Imod har kritikken lydt, at en nedlæggelse vil svække demokratiet og medføre mindre indflydelse fra befolkningen. Foto: Mahmoud Riyad Al-Tamir, TV2 ØST

Og ser man tilbage i tiden er der mange flere eksempler på, at frygten kan blive til virkelighed.

- Der er nogle spor, der skræmmer fra kommunal-, politi-, og retsreformen, der nærmest kom i en bølge omkring år 2007. Der er en oplevelse af, at der blev centraliseret og flyttet indhold væk fra vores små og mellemstore byer ind til nogle store centerbyer.

- Den oplevelse er der stadig ude i kommunerne, selvom det er mange år, siden vi havde den kommunalreform.

Skal løse problemerne

Indflydelse eller ej. Spørgsmålet og det afgørende parameter for borgerne i en sådan fusion er ifølge Ivan Nielsen løsninger på de problemer, som opleves i dag.

- Jeg tror, mange borgere ikke har den store kærlighed til regionerne – faktisk har de ikke noget forhold til regionerne, siger han og tilføjer:

- Til gengæld har de et forhold til, om de kan få en praktiserende læge eller komme på sygehuset uden at vente for længe – og der skal den nye store region bevise, at de kan gøre det bedre end den gamle.

For ser man på de to regioner, der ifølge regeringens planer skal blive til et, så er der en slående kontrast.

- Region Sjælland har nogle udfordringer i forhold til at tiltrække læger og sygeplejersker. Ser man på Region Hovedstaden er den meget bedre polstret, hvad angår læger og sygeplejersker, imens Region Sjælland – groft sagt – har alle de syge.


Nyhedsoverblik