I et stort anlagt sundhedsudspil fra regeringen fremgår det, at Danmark fremover skal have fire regioner i stedet for fem. Det erfarer TV 2.
Region Sjælland og Region Hovedstaden skal med forslaget lægges sammen til én region.
Dermed skal én region ifølge forslaget varetage sundhedsvæsenet for regionernes samlede 2,8 millioner borgere.
I kommunalreformen fra 2007 blev amterne afløst af regionerne. Hovedtankerne bag aftalen handlede om, at den offentlige sektor skulle fremtidssikres. Det glædede den daværende finansminister fra Venstre Lars Løkke Rasmussen sig til at se blive til virkelighed.
Regionerne har været et årelangt stridspunkt og selvsamme Lars Løkke Rasmussen (M) har i flere år kæmpet for at få regionerne nedlagt.
Tre gange har han forsøgt – to gange som formand for Venstre. Årsagen, har han udtalt, er, at det vil være for patienternes bedste.
Forslag skabte splid
Som statsminister stod Løkke Rasmussen i 2019 bag sundhedsreformen 'Patienten først', som foreslog en regulær nedlægning af regionerne til fordel for fem sundhedsforvaltninger.
Men det forsøg endte i alvorlige slagsmål internt i partiet. Dengang gik Stephanie Lose (V), der var regionsrådsformand for Region Syddanmark direkte imod den daværende regerings linje.
Hun var sågar lettet, da regeringen med Venstre i spidsen samme år tabte magten til Socialdemokratiet, da det betød, at der ikke længere tegnede sig opbakning til, at regionerne blev nedlagt.
- Jeg ville være fuldstændig utroværdig, hvis jeg ikke som regionsrådsformand og formand for Danske Regioner rent faktisk sagde det, jeg mente, sagde Lose dengang.
Argumenterne for at nedlægge regionerne har hidtil båret præg af ønsker om et mere centraliseret sundhedsvæsen, der med en større koordinering kan opnår mere effektivitet.
Imod har kritikken lydt, at en nedlæggelse vil svække demokratiet og medføre mindre indflydelse fra befolkningen, der med den nuværende model stemmer til regionsrådsvalg hvert fjerde år.
Formænd for regioner tordnede mod model
I august i år havde henholdsvis formanden for Region H og Region Sjælland, Lars Gaardhøj (S) og Heino Knudsen (S) tilsyneladende læst skriften på væggen.
Rygterne svirrede om en plan for at omlægge deres to regioner til én "østdansk megaregion", og derfor fór de to regionsrådsformænd i blækhuset og tordnede mod selve tanken om et sådant nummer.
- Og nej tak – vi vil heller ikke giftes. Det er således heller ikke nogen løsning at lægge Region Hovedstaden og Region Sjælland sammen til en østdansk megaregion, skrev de:
- Vi tror på nærhed for vores borgere, og der er med rette alvorlig bekymring for, hvordan borgerne i Region Sjælland også politisk skulle blive prioriteret i en centraliseret østdansk megaregion.
I 2023 nedsatte regeringen Sundhedsstrukturkommissionen, der skulle komme med forslag til, hvordan landets sundhedsvæsen kan forbedres. Det indebar store forandringer.
Et af kommissionens forslag var at nedlægge de fem regioner til fordel for 8-10 sundheds- og omsorgsregioner rundt om i landet.
De skulle have det overordnede ansvar for sygehuse, almenmedicinske tilbud samt en række opgaver på sundheds- og ældreområdet.
Den model opponerede de formændene fra Region Sjælland og Region H imod, da de mente, at det vil splitte fagligt stærke miljøer ad.