Natten til lørdag trådte strejken blandt de danske sygeplejersker i kraft, og hospitaler må se sig nødsaget til at udskyde behandlinger og operationer af patienter.
I Region Sjælland har 400 strejkende sygeplejersker indtil videre betydet udskydelse af 67 operationer og 163 ambulante aftaler frem til onsdag. Ambulante aftaler er dem, hvor behandlingen af patienten ikke kræver indlæggelse.
I regionen er det de tre sygehuse Næstved, Slagelse og Ringsted, der rammes af strejken. Direktøren for de tre sygehuse, Niels Reichstein Larsen siger, at det er en væsentlig del af sygehusenes aktivitet, der er ramt af strejken.
- Den type operationer er typisk nogle, som foregår forholdsvist hurtigt. De tager ikke så lang tid at lave og kræver ikke så lange indlæggelser, så det er nogle af dem, man kan udføre mange af, siger han.
Video: Sygeplejersker begynder strejken natten til lørdag.
5000 strejker landet over
Hvis strejken bliver kortvarig og ikke resulterer i flere udskydelser, vurderer Niels Reichstein Larsen da heller ikke, at det ville tage mere end 14 dage at komme i mål med efterslæbet.
- Vi sørger selvfølgelig for at gøre alt, hvad vi overhovedet kan for at patienterne bliver så lidt generede af det som muligt, samtidig med at vi respekterer, at det er en legitim faglig konflikt, der er, siger han.
Mandag blev det offentliggjort, at sygeplejerskerne havde stemt nej til Forligsinstitutionens mæglingsforslag, fordi sygeplejerskerne ønsker mere i løn.
Derfor gik cirka 5000 sygeplejersker, hvilket svarer til omkring hver tiende sygeplejerske, i strejke natten til lørdag.
Sygeplejersker forventes lørdag at demonstrere flere steder i landet.
Disse afdelinger rammes på sygehusene
Næstved Sygehus
- Sammedagskirurgisk afsnit
- Sengeafsnit og ambulatorie for ortopædkirurgi
Slagelse Sygehus
- Administrative stab
- Afsnit for Ortopædkirurgi og Ambulatorium for Ortopædkirurgi
- Afsnit for Lungesygdomme, Afsnit for Mave-Tarmsygdomme og Fælles ambulatorium for Mave-Tarm, Reumatologi og Lungesygdomme
- Afsnit for Hjertesygdomme 1 og 2 og Ambulatorie for Hjertesygdomme, Afdeling for Hormon- og Multisygdomme og Ambulatorie for Hormon- og Multisygdomme
- Afsnit for Geriatri G1 og G2, Afsnit for Neurologi og fælles ambulatorie for Neurologi, Geriatri og hukommelsesklinik, Anæstesiafsnit, Operationsafsnit, Opvågningsafsnit og Sterilcentral
- Ambulatorie for Mave-Tarm Kirurgisk
- Ambulatorie for Gynækologi
- Radiologisk afdeling
Kilde: Region Sjælland