Den har været flere gange været lukningstruet, men nu står Tølløsebanen overfor en markant opgradering, der kan gøre den mindste lokalebane i Region Sjælland til den største målt på antal passagerer.
For hvis et nyt forslag bliver stemt igennem af politikerne i Region Sjælland, vil Tølløsebanen blive forlænget til Holbæk.
Ifølge trafikselskabet Movias vurdering vil det betyde, at banens årlige passagerantal vil stige med 160.000 fra 470.000 til 630.000.
Region Sjællands udvalg for regional udvikling, uddannelse, kollektiv trafik og internationalt samarbejde skal på et udvalgsmøde tirsdag den 10. december tage stilling til forslaget om at forlænge Tølløsebanen til Holbæk.
Men udvalgets formand Christian Wedell-Neergaard (K) lægger ikke skjul på, at han bifalder forslaget.
- Det er en rigtig god idé. Tølløsebanen kommer op i en helt anden liga, når man opgrader på den her måde, siger han.
Ifølge Christian Wedell-Neergaard er tankerne om at forlænge Tølløsebanen til Holbæk ikke nye, men det har hidtil ikke været betragtet som en reel mulighed på grund af tekniske forhindringer.
Det skyldes blandt andet, at Tølløsebanens tog fra Tølløse mod Holbæk skal køre på statsbanernes jernbanenet, hvor der er et andet signalsystem.
Det betyder, at lokaltogene kun kan køre 70 kilometer i timen på strækningen, hvilket er blevet vurderet som for lav en hastighed.
Om få år er det problem løst, fordi lokalbanerne og statsbanerne får et fælles signalsystem fra 2028.
Tølløsebanen kommer op i en helt anden liga, når man opgrader på den her måde
Samtidig bliver der indsat helt nye batteritog på Tølløsebanen. Batteritogene kan køre 160 kilometer i timen, og derfor vurderer Movia, at der kan laves en køreplan, som vil være attraktiv for mange passagerer.
En forlængelse af Tølløsebanen fra den nuværende endestation i Tølløse til Holbæk vil koste cirka 1,9 millioner kroner om året, men i samme ombæring vil der kunne spares på renovering af depotspor i Tølløse.
- Hvis Tølløsebanen bliver forlænget, vil vi kunne spare 100 millioner, men det vigtigste er, at opgraderingen vil skabe langt bedre service i den kollektive transport, siger Christian Wedell-Neergaard.
Hvis forslaget bliver til virkelighed, vil det med køreplanskiftet i december 2027 være muligt at køre direkte med tog mellem Holbæk og Slagelse.