Når Caroline Kirk kigger tilbage på de sidste fire et halvt år af sit liv, har der været mange op- og nedture.
En af de helt klart bedre dage kom for omkring et halvt år siden.
- Første gang jeg rejste mig op fra kørestolen, forstod jeg det ikke helt selv. Men da der var gået nogle timer, så græd jeg lidt af glæde, fordi det var så kæmpestort, siger hun.
Men lige så god den dag var for Caroline Kirk, lige så hårdt har store dele af de sidste år været for den 21-årige kvinde.
Når man er allerlængst nede, så kan det godt lade sig gøre at komme op igen
For fire et halvt år siden levede hun som de fleste andre teenagere. Hun boede med sin mor i Lyngby, og hverdagen var fyldt med gymnasium, veninder og fester i weekenden. Indtil hun pludselig besvimede to gange inden for en måned.
Begge gange slog hun sit hoved ned i et klinkegulv, og det endte med to meget slemme hjernerystelser.
- Jeg havde ekstremt meget hovedpine, som gjorde, at jeg var helt vildt træt, fordi min krop brugte så meget energi på at prøve at komme sig.
Hverdagen blev så svær for Caroline Kirk, at hun som 16-årig blev nødt til at droppe ud af gymnasiet.
- Det var hårdt at se mine veninder og jævnaldrende gå i gymnasiet og feste og have det hyggeligt hver weekend, mens jeg lå hjemme ved min mor og havde det rigtig dårligt.
- Jeg prøvede lige så stille at komme tilbage til så normal en hverdag som muligt, hvor jeg startede i praktik hos en tandlæge og prøvede at starte i skole på nedsat tid. Men det var stadig for meget med 20 timer om ugen.
Blev delvis lam
Caroline Kirk kæmpede for at komme tilbage til sit gamle liv, men det meste af hendes tid gik med at slappe af hos sin mor, helst i et mørkt rum.
En dag, hvor hun skulle vende sig i sengen, fik hun et vrid i ryggen.
Jeg havde fuldstændig lyst til at give op. Jeg tænkte, om livet overhovedet var det værd, fordi alt gjorde ondt
- Det gjorde rigtig ondt, lige da de skete, og jeg tænkte, at det nok gik over. Så jeg tog to panodiler og tænkte, at alt ville være fint i morgen.
Det blev dog langt fra bedre. Faktisk endte Caroline Kirk med at blive delvis lam i den ene side af kroppen, og kombineret med de to hjernerystelser betød det, at hun brugte endnu mere tid i sengen.
Da det var værst, fik hun hjemmehjælp syv gange i døgnet, og i ni måneder var hun ude af stand til at gøre andet end at ligge i sengen.
- Jeg nåede rigtig mange gange til at tænke, at jeg havde fuldstændig lyst til at give op. Jeg tænkte, om livet overhovedet var det værd, fordi alt gjorde ondt, og jeg vidste ikke, om jeg nogensinde kom til at gå i skole igen.
De første skridt
For et år siden flyttede Caroline Kirk ind på Ringstedhave - et neurocenter, der tilbyder botræning for unge med erhvervet hjerneskade.
- Jeg kom til Ringstedhave i en liggende transport, fordi jeg hverken kunne gå eller holde til at sidde. Det ville jeg gerne af med så hurtigt som muligt, så det satte jeg mig simpelthen for.
Herfra startede et år med lang og hård træning. Men også et år, der har lært Caroline Kirk, hvor langt man kan komme med viljestyrke, troen på sig selv og støtte fra familien.
- Jeg tror, at stædighed er meget af det. Og så det at få den rigtige hjælp, det betyder rigtig meget. Jeg har nogle pædagoger, der er rigtigt gode til at sige, at jeg godt kan klare tingene. Og jeg har en familie, der virkelig tror på, at jeg gør mit bedste.
I dag er det et år siden, Caroline Kirk flyttede ind på Ringstedhave. Siden har hun rejst sig fra kørestolen og lært at gå igen, skridt for skridt.
- Jeg er rigtig, rigtig stolt af mig selv over, at jeg er kommet op igen og har så normalt et liv, som jeg har. Det betyder helt vildt meget.
- Man skal virkelig ikke give op
Selvom de seneste år har været hårde for Caroline Kirk, håber hun, at hendes historie kan inspirere andre til aldrig at stoppe med at kæmpe – selv når det ser allerværst ud.
- Når man er allerlængst nede, så kan det godt lade sig gøre at komme op igen, siger hun og fortsætter:
- Man skal virkelig ikke give op. Og så er det vigtigt at have noget støtte fra familie og dem omkring én. Det er vigtigt, at man ikke føler sig alene, men at der er nogen til at samle én op, når det hele bliver rigtig, rigtig hårdt.
Med de store fremskridt er Caroline Kirk også begyndt at drømme om fremtiden.
- Jeg vil rigtig gerne være tandlæge en dag, så det håber jeg på kan lade sig gøre på et tidspunkt. Det er den helt store drøm.