Nyhedsoverblik

Danish Crown beder chauffører tie i sager om dyrevelfærd

Chauffører hos transportfirmaet SPF, der er en del af Danish Crown, får besked om at sige så lidt som muligt til politiet i sager om dyrevelfærd.

Det skriver Information.

Avisen er i besiddelse af et papir med en instruks, hvori der blandt andet står, at chaufførerne kun må oplyse deres navn, CPR-nummer og adresse til politiet.

De må ikke svare på andre spørgsmål fra politiet.

Det kan gøre det svært for anklagemyndigheden at føre sager om overtrædelser af dyrevelfærdsloven, siger specialanklager ved Fyns Politi Klaus Holten Kristensen.

- Det er tankevækkende. Det er ikke ulovligt, men det har jo den konsekvens, at det vanskeliggør og nogle gange umuliggør at løfte en sag bevismæssigt, siger han til Information.

Hverken SPF eller Danish Crown har ønsket at stille op til et interview, skriver Information.

Men i et skriftligt svar tages der afstand fra instruksen.

- Det stykke papir, som vi har udleveret til vores chauffører, der er ansat i SPF, flugter ikke med det, vi vil stå for i Danish Crown.

- Derfor har vi med det samme sat et arbejde i gang, hvor de vejledninger vores chauffører støtter sig til i hverdagen, bliver gennemgået og opdateret, skriver pressechef i Danish Crown Jens Hansen.