Nyhedsoverblik

Derfor blev håndboldkamp afbrudt

Mandagens opgør mellem Nordsjælland Håndbold og TMS Ringsted i landets bedste håndboldrække på herresiden blev afbrudt i mere end en time.

Strømmen i håndboldhallen forsvandt pludseligt, skriver Nordsjælland Håndbold i et opslag på Facebook.

De to hold nåede blot at spille et kvarter, før kampen måtte stoppes ved stillingen 7-5 til gæsterne.

Lyset gik omkring 19.15 på Nordsjællands hjemmebane i Hillerød, men kampen er kommet i gang igen.

Stillingen efter første halvleg er 14-11 til TMS Ringsted.

Noget tyder på, at arrangørerne havde svært ved at finde årsagen til det pludselige strømnedbrud, da Nordsjælland i første omgang meldte ud, at kampen tidligst ville blive genoptaget 20.15.

Senere blev det meldt ud, at kampen tidligst kunne genoptages 20.30 og dernæst 20.50.

De to hold har meget på spil i mandagens kamp. Værterne fra Nordsjælland kæmper for at undgå en direkte nedrykningsplads og om muligt nærme sig en plads i top-otte.

TMS Ringsted indtager den vigtige ottendeplads, der giver adgang til slutspillet.