Findes ét sted i Danmark - kritisk truet blomst stjålet fra fredet skov

Den kritisk truede orkidé Flueblomst findes kun i få eksemplarer ét sted i Danmark. Nu er flere af dem stjålet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Den lille orkidé Flueblomst er ikke kun ganske smuk - den er også uhyre skrøbelig og sjælden. Så sjælden, at den figurerer som kritisk truet på den såkaldte Danske Rødliste over arter, som er i fare for at uddø.

Flueblomsten, hvis latinske navn er Ophrys-insectifera, er nemlig ganske kræsen hvad angår leveområder og overlever kun i skovlysninger på fugtig bund, hvor der er kalk i jorden. Derfor findes den kun i den fredede Allindelille Fredskov, som ligger fem kilometer nord for Ringsted.

Sjældne blomster gravet op med pind

Siden 2009 har Jimmy Lassen og en gruppe andre frivillige naturplejere arbejdet hårdt for at redde den sarte blomst. Fra marts måned tæller den frivillige plejegruppe antallet af flueblomster i skovbunden ved at sætte pinde i jorden ved hver blomst. Men da Jimmy Lassen for nylig var en tur i Allindelille Fredskov, var det et ærgerligt syn, der mødte ham. For selvom blomsten er både kritisk truet og fredet, var flere af dem fjernet.

quote Jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil have sådan en blomst selv

Jimmy Lassen, naturplejer

- Jeg kunne se, at der manglede planter, og at der stod markeringspinde tilbage uden planter. Der var fem fordybninger i jorden, hvor man havde gravet dem op, fortæller Jimmy Lassen til TV2 ØST.

Han mener, at det er en spontan handling - for ved siden af hullerne, lå en pind, der øjensynligt er brugt til at grave blomsterne op.

- Havde man planlagt at skulle ud og grave dem op, havde man nok taget en skovl med i stedet for at bruge en pind fundet i skoven. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor man vil have sådan en blomst selv, siger Jimmy Lassen.

Fakta om Flueblomst

Udbredelse

Flueblomst findes kun ét sted i Danmark. Det er i Allindelille Fredsskov på Midtsjælland, hvor den tidligere voksede i stort tal.

 

Udseende

Flueblomst er en lille orkidé, der bliver 15-30 cm høj og har navn efter sine blomster, der ligner insekter. Planten kendes fra andre orkidéer på, at blomsterne har en brun læbe med en blå plet. Flueblomst blomstrer i juni.

 

Levevis

Flueblomst findes i skovlysninger på fugtig bund, og hvor der er kalk i jorden. Blomsten dufter som hunner af gravehvepse, hvilket tiltrækker hannerne. De narres af duften og kravler ind i blomsterne, hvor de udfører parringsbevægelser. Herved afsætter blomsten sit blomsterstøv, såkaldte støvkøller, på hvepsens hoved. Når hvepsen derefter besøger andre

Flueblomster, afsættes støvet her, og på denne måde bestøves planten.

 

Kilde: Miljøstyrelsen

Tydelig skiltning

Skoven er ejet af Den Danske Naturfond, og da plejegruppen startede sit arbejde i 2009 i samarbejde med fonden, var der kun mellem 10 og 20 planter, og den smukke blomst var derfor ekstremt tæt på at uddø helt. Siden gruppen begyndte sin naturpleje, er antallet af blomster vokset, så det i 2017 toppede med 714 planter.

quote Det er synd, for naturen har jo også ret til eksistere

Jimmy Lassen, naturplejer

De sidste par år har der været langt færre, og blomsten er derfor stadig kategoriseret som kritisk truet. I år er der ikke ret mange, og den er stadig opgjort som kritisk truet, og derfor er Jimmy Lassen ked af, at nogen kan finde på at tage den sjældne plante.

Blomsterne stod i en indhegning 30-40 menter fra stien, og tyven har således først skulle forcere et hegn. Derfor mener Jimmy Lassen, at gerningspersonen har været helt bevidst om, at vedkommende var ude på et skråplan.

- Vedkommende kan ikke være i tvivl om, at det er flueblomst. Der er skiltet tydeligt med billeder af den og med information om, at den kun findes her i hele landet, og at man ikke må plukke eller opgrave planterne.

Blomsten dufter som hunner af gravehvepse, hvilket tiltrækker hannerne. Herved afsætter blomsten sit blomsterstøv, såkaldte støvkøller, på hvepsens hoved. Når hvepsen derefter besøger andre Flueblomster, afsættes støvet her, og på denne måde bestøves planten.
Blomsten dufter som hunner af gravehvepse, hvilket tiltrækker hannerne. Herved afsætter blomsten sit blomsterstøv, såkaldte støvkøller, på hvepsens hoved. Når hvepsen derefter besøger andre Flueblomster, afsættes støvet her, og på denne måde bestøves planten. Foto: © Hans Hillewaert / CC BY-SA 4.0. Wikimedia Commons

Kan risikere at forsvinde

Jimmy Lassen erkender, at fem fjernede blomster ikke i sig selv er et stort tilbageslag for den sjældne plante. Men det er vigtigt at slå fast, at tyveriet ikke er i orden, mener han. 

- Den forvsinder ikke, fordi der er gravet fem planter op. Men hvis mange gør det, vil der til sidst ikke være nogen tilbage, og vi vil kun kunne læse om, at den engang har eksisteret. Det er synd, for naturen har jo også ret til eksistere, siger han.

Grøn pragttorbist
Læs også
Truet bille lever kun ved Ringsted - nu skal bestanden reddes
Grøn pragttorbist
Læs også
Truet bille lever kun ved Ringsted - nu skal bestanden reddes

Han er samtidig ked af, at plejegruppens arbejde for at redde blomsten lider skade.

- Vi gør et kæmpe arbejde for at sikre, at den har gode forhold, og så er det jo ærgerligt at der er folk, der ikke kan forstå det, siger han til TV2 ØST.

Jimmy Lassen har endnu ikke meldt tyveriet til politiet, men han fortæller til TV2 ØST, at han vil kontakte Den Danske Naturfond med henblik på en politianmeldelse.

Du kan læse mere om Allindelille Fredskov her.


Nyhedsoverblik