Nyhedsoverblik

Harmonikasammenstød spærrer Vestmotorvejen

Minimum fire biler er involveret i et sammenstød på E20 Vestmotorvejen fra Halsskov mod Ringsted mellem Tuelsø og 36 Ringsted.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi til TV2 ØST.

Motorvejen er helt spærret, og politiet opfordrer til at tage afskørsel 37 Sorø. 

Vragdele er spredt udover vognbanerne på op mod 500 meter, oplyser vagtchefen. 

Politiet modtog anmeldelsen klokken 15.36.

Fire personer er blevet behandlet på skadestuen, men ingen er kommet alvorligt til skade.

Der holder biler i begge sider af kørebanen og vragdele mellem sporene, skriver P4 Trafik. Der er cirka tre kilometers kø frem mod uheldsstedet. 

Redning og politi er på stedet, og der er lige nu ingen tidshorisont for oprydningsarbejdet.

Ifølge Vejdirektoratet forventes vejen genåbnet sidst på eftermiddagen og normal trafik midt på aftenen. 

Klokken 17 skriver P4 Trafik på X, at venstre spor er farbart i retning af København. Der er fortsat kø og tæt trafik i modsatte retning. 

Opdateret klokken 18:53: Alle spor er nu farbare, og oprydningen er afsluttet. Der er dog stadig massiv kø på strækingen mellem 37 Sorø og Ringsted, skriver P4 Trafik på X.