Omkring juletid kan man som regel se en 6,5 meter høj kronhjort med 4000 LED-pærer tårne op i en forhave i Ringsted.
Haven tilhører 26-årige Rasmus Fegner, som er projektmanager i lysfirmaet MK Illumination, der også står for at pynte gader, storcentre og forlystelsesparker med julelys.
Det er en lysfestival, en oplevelse og en event, som gerne skulle skabe lidt andet for byen
Nu har han fået en ny idé.
Derfor har han ansøgt Ringsted Kommune om at afholde 23 dages lyskunstfestival i Lystanlægget i Ringsted, som kan trække op mod 30.000 gæster de kommende tre år.
- Det er en lysfestival, en oplevelse og et event, som gerne skulle skabe lidt andet for byen. Der er lavet rigtig meget rundt omkring i verden efterhånden med stor succes. Det skal skabe noget mere liv og en anderledes oplevelse, siger Rasmus Fenger til TV2 ØST.
VIDEO: Omkring juletid står en kæmpestor lysende kronhjort foran Rasmus Fengers hus i Ringsted. BIllederne her er fra november 2018.
Konceptet er på plads
Det er tanken, at lyskunstfestivallen, der skal kunne opleves op mod jul, skal køre over de næste tre år.
- Det er en stor investering at gå ind og få startet det her op, så for at vide at det kan lade sig gøre på sigt, er det vigtigt for os at lave en treårig aftale for begge parter, når det bliver lagt noget energi og penge i det her. Det tager nogle år at få startet op, skabt et navn og sat det i gang, så det er hårdt, hvis man kun har en etårig aftale, siger Rasmus Fenger.
- Hele konceptet er på plads om, hvad det er vi gerne vil, hvad vi vil vise, og hvad gæsterne skal have ud af det. Forretningsplanen er på den måde på plads.
Har hentet inspiration fra Tyskland, Østrig og Sydamerika
Som lokal Ringsted-virksomhed vil vi gerne sætte Ringsted på landkortet ved at placere en af vores kommende lysparker i Lystanlægget, der med sø, skov og stier er det perfekte sted til opbygning af en fantastisk lyskunstoplevelse, skriver MK Illuminations managing director René Hansen og Project Manager Rasmus Fenger i deres ansøgning til Ringsted Kommune ifølge sn.dk.
For at kunne placere byen på landkortet, har de placeret sig selv på verdenskortet ved at besøge andre lyskunst-shows i udlandet.
- Vi har været rundt og besøge alt lignende i forskellige lande for at finde ud af, hvad det er, der tricker folk, og hvad de synes er spændende for at give de forskellige oplevelser inden for nyeste teknologi, laser, neon, røg og lyd, siger Rasmus Fenger.
Vi har været i Tyskland, Østrig, Skotland og Sydamerika for at se noget helt andet
- Vi har været i Tyskland, Østrig, Skotland og Sydamerika for at se noget helt andet, og så har vi selvfølgelig besøgt vores kollegaer herhjemme for at se, hvad de laver, siger Rasmus Fenger.
Vil blande alt inden for teknologien
Ifølge Rasmus Fenger adskiller Ringsted-planen sig dog lidt fra de andre lysshows, som de har besøgt i rundt omkring i verden.
- Mange af dem er nogle, der har været i gang i mange år, så de har haft mange år til at finpudse oplevelsen. Det bliver lidt anderledes det, vi gerne vil lave, hvor vi gerne vil blande alt inden for teknologien for at gøre oplevelsen lidt bredere, siger han.
Juleoplevelsen er rettet mod hele familien og vil byde på den nyeste teknologi, 3D motiver og lystekniske finesser suppleret med salg af mad og drikke.
Første åbningsdag er fastsat til fredag 20. november, mens sidste åbningsdag bliver lillejuleaften.
Ansøgningen skal behandles af Klima- og Miljøudvalget på et ekstraordinært udvalgsmøde i dag og på byrådsmødet i aften.