Nyhedsoverblik

Sigtet for at filme mindreårige elever

En medarbejder fra en skole i Ringsted er sigtet for blufærdighedskrænkelse, efter han filmede elever i skolens omklædningsrum med et skjult kamera.

Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der torsdag anholdte den ansatte i sagen. Han har erkendt, at stå bag de skjulte optagelser.

Det var skolen, der anmeldte medarbejderen, oplyser politikredsen i en pressemeddelelse.

Skolen vil torsdag orientere forældrene på skolen om forholdet.

Medarbejderen er ifølge politikredsen sigtet for blufærdighedskrænkelse, men politiet har endnu ikke meget at sige i sagen.

- Vi er i opstarten af efterforskningen, og vi har endnu ikke det fulde overblik over, hvor mange børn, som er blevet filmet. 

- Men ud fra det, vi ved på nuværende tidspunkt, er der tale om elever på 3. og 5. klassetrin, siger vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard.

Politiet oplyser, at de ikke vil forsøge at få manden varetægtsfængslet. Han vil blive løsladt efter endt afhøring.