Mette fik 300 kilo tungt ventilationsanlæg i hovedet - handicappet resten af livet

Mette Kolind har fået varige mén, efter en skoleulykke i Ringsted, hvor et ventilationsanlæg faldt ned i et klasselokale.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Mette Kolinds havkajak har ligget urørt hen i græsset foran hendes hus ved Vordingborg hele sommeren.

quote Jeg husker ingenting fra den dag,

Mette Kolind, lærer, Vordingborg

Den store fritidsinteresse er sat på pause, måske for altid, efter hun i oktober sidste år kom til skade under en ulykke på hendes arbejdsplads, Byskovskolen afdeling Asgård ved Ringsted.

- Jeg håber selvfølgelig, det kan forandre sig, men jeg er bange for, det ikke gør, siger den 61-årige lærer.

Mette Kolind befandt sig i det klasselokale, hvor et ventilationsanlæg faldt ned fra loftet den 8. oktober 2019. Det havde siddet der i en uge.

- Jeg husker ingenting fra den dag, andet end at jeg gik ind i klassen og snakkede med to drenge derinde, så jeg har fire timer, jeg ikke husker, siger Mette Kolind.

Sådan så der ud i klasselokalet, efter et 300 kg tungt ventilationsanlæg faldt ned fra loftet. 
Sådan så der ud i klasselokalet, efter et 300 kg tungt ventilationsanlæg faldt ned fra loftet.  Foto: Peter Kryger - TV2 ØST

Skader i skulderen

Det viste sig, at Mette Kolind både blev ramt i hovedet og på overkroppen, da ventilationsanlægget faldt ned. Hun fik en hjernerystelse, og højre skulderblad blev knust, da hun ramte gulvet. 

- Senere har man så også fundet ud af, at jeg er lammet i skulderen, og væv og nerver foran på overkroppen er blevet mast, siger hun.

Ventilationsanlæg på gulvet
Læs også
300 kilo tungt ventilationsanlæg faldt ned over lærer og elev - firma straffes med bøde
Ventilationsanlæg på gulvet
Læs også
300 kilo tungt ventilationsanlæg faldt ned over lærer og elev - firma straffes med bøde

Skaderne betyder, at Mette Kolind ikke kan nå højt op eller ud til siden med sin højre arm.

- Først var jeg glad for, at jeg overlevede, senere blev jeg glad for at kunne undvære hjemmehjælp, selv kunne gå i bad og kunne træne mig op til det, jeg kan i dag. Nu er jeg nok i den proces, hvor jeg opdager, at jeg har fået et handicap. Det er ikke så fedt, siger Mette Kolind. 

quote Nu er jeg nok i den proces, hvor jeg opdager, at jeg har fået et handicap. Det er ikke så fedt

Mette Kolind, lærer, Vordingborg

Skaderne i højre arm giver hende en masse begrænsninger i hverdagen. For eksempel kan hun ikke nå hylderne i overskabe, hun kan ikke hænge tøj op på et tørrestativ, og kajakroning er også blevet umuligt. Sidstnævnte er nok det, der gør mest ondt at tænke på.

- Det er brandærgerligt, og jeg har faktisk tænkt på, at det allermest ærgerlige er, at jeg jo ikke kan købe mig fra det, Jeg kan ikke købe en anden til at sejle min kajak, ligesom jeg vil kunne betale en for at klippe min hæk, siger hun.

Mette Kolind elsker at ro i kajak, men det har ulykken sat en stopper for.
Mette Kolind elsker at ro i kajak, men det har ulykken sat en stopper for. Foto: Privatfoto

Det var sjusk

Selvom Mette Kolind er kommet langt efter ulykken sidste år og efter sommerferien begyndte at arbejde igen på kvart tid, så fylder følgerne af ulykken stadig meget. Både fysisk og psykisk.

- Jeg har det jo, som jeg har det, hvad enten det var mig selv eller andre, der påførte mig skaderne, men det ærgrer mig, at det er sjusk, der gør, at jeg resten af mit liv skal leve anderledes, fortæller Mette Kolind.

quote Det ærgrer mig, at det er sjusk, der gør, at jeg resten af mit liv skal leve anderledes

Mette Kolind, lærer, Vordingborg

Det er da også firmaet, der satte ventilationsanlægget op, Dansk Klima Service, som har fået ansvaret for ulykken. Midt- og Vestsjællands Politi har givet firmaet en bøde på 80.000 kroner.

Mette Kolind håber, bøden kan betyde noget for fremtiden - måske ikke hendes egen, men andres.

- Den bøde får jo ikke mig til at ro kajak igen eller løfte min arm højt i vejret, men hvis det kan betyde, at de ikke laver sjusk igen en anden gang, så betyder det noget for mig, siger hun.

Danmarks Lærerforening har på vegne af Mette Kolind gjort en række krav mod Dansk Klima Service for svie, smerte og tabt arbejdsfortjeneste. Den sag er ikke afsluttet endnu.

Efter ulykken i 2019 - en tidslinje

  • 8. oktober 2019: Ulykken sker, og Mette Kolind kommer akut til Slagelse Sygehus, hvor hun tjekkes. Sygehuset konstaterer et knust skulderblad, hjernerystelse, sår i panden, en slået fortand, knækket knogle, sår under høje armhule og forslået væv og nerver. 
     
  • 10. oktober: Mette Kolind er hjemme igen med hjemmehjælp og sygepleje. 
     
  • 14. oktober: Operation på Odense Universitetshospital, hvor skulderbladet sættes sammen.
     
  • 15 oktober: Hjemme igen med hjemmehjælp og sygepleje.
     
  • November: Tjek af operation, alt er gået fint. Træning i fysioterapi en-to gange om ugen og fire gange om ugen i varmtvandsbassin. Det går fint med fremgang i mange måneder.
     
  • Februar 2020: Manglende fremgang i forhold til træningsindsats får fysioterapeuten til  at ønske endnu et tjek hos en kirurg.
     
  • April: Konsultation med kirurg i Odense.
     
  • Juni: Konsultation i Odense. Kirurg henviser til en neurolog. 
     
  • Maj: Neurolog på Odense Universitetshospital konstaterer, at skulderbladet er lammet. Nerven, der styrer musklen til skulderbladet, er død. Mette Kolind henvises til en specialiseret fysioterapi på Rigshospitalet. 
     
  • August: Mette Kolind begynder at arbejde kvart tid på Byskovskolens afdeling Asgård igen.
     
  • August: Foranlediget af en samtale hos en neurolog i Odense henvises hun til udredning hos en neuropsykolog på Slagelse Sygehus. 
     
  • September: Mette Kolind begynder til specialiseret fysioterapeutisk genoptræning.

 


Nyhedsoverblik