Luften i klasselokalerne på Byskovskolen afdeling Asgård i Ringsted var for tung og CO2-mættet, og derfor skulle skolen sidste år have opsat ventilationsanlæg.
Men da de første ni var blevet sat op i efteråret 2019, slap det ene af anlæggene pludselig loftet og faldt ned i et af klasselokalerne og ramte en lærer og en elev.
Nu har firmaet, der satte ventilationsanlæggene op, fået en bøde på 80.000 kroner af Midt- og Vestsjællands Politi.
Nu lukker vi sagen ved at tage den her bøde
- Nu lukker vi sagen ved at tage den her bøde, siger Allan Løvstad, som er direktør i Dansk Klima Service.
Firmaet har ifølge Allan Løvstad fået bøden, fordi firmaet er blevet erkendt ansvarlig for ulykken.
Skruer var ikke skruet ordentligt i
En lærer og to elever opholdt sig i lokalet, da ventilationsanlægget faldt ned. Den ene elev og læreren kom til skade under ulykken, værst gik det ud over læreren. Hendes ene skulder blev efterfølgende opereret, og hun vil have varige mén af ulykken.
Årsagen til, at ventilationsanlægget faldt ned, var, at skruerne, det var sat op med, ikke havde fået ordentligt fat.
- De skruer, vi har, har ikke taget fat i lægterne under loftet. Hvis de her skruer havde taget fat to centimeter højere op i nogle spær, så var de ikke faldet ned. Men de hænger ikke fat i spærrene, som de skal, forklarede Allan Løvstad den 9. oktober, dagen efter ulykken.
Hvorfor har man ikke sikret sig, at skruerne går helt op, hvor de skal være?
- Det kan jeg ikke svare på. Jeg har nogle teknikere, der laver de her ting, udtalte han.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ekstra kontrol ved montering
I dag beklager Allan Løvstad de konsekvenser, ulykken fik - ikke mindst for læreren, som i dag er fysisk handicappet.
Der er nu lavet ekstra foranstaltninger, så de skal kontrollere, at de her skruer sidder ordentligt
- Det har jeg det ikke særlig godt med, og det har jeg også haft nogle samtaler med alle vores teknikere om, fordi vi hænger jo sådan nogle anlæg op løbende rundt omkring. Der er nu lavet ekstra foranstaltninger, så de skal kontrollere, at de her skruer sidder ordentligt, og vejledningen er fuldt, siger direktøren i Dansk Klima Service.
Firmaet vil nu betale bøden, men ejeren fortæller, at sagen har kostet firmaet meget mere.
- Det løber op i cirka 400.000 kroner, vurderer Allan Løvstad og henviser til advokatudgifter, udgifter til den såkaldte staderapport om byggeriet, bøde og tabt fortjeneste på den pågældende opgave.
Dansk Klima Service har desuden stået for en del vedligeholdelsesopgaver i Ringsted Kommune, men den aftale er nu opsagt af kommunen.