Nyhedsoverblik

Nu er seks af ti ansatte pædagoger

Daginstitutioner i hele landet har i mange år været plaget af mangel på pædagoger.

Men i Ringsted har de vendt udviklingen.

Ringsted Kommune kan i dag fortælle, at andelen af pædagoger i kommunens daginstitutioner er steget fra 54 i 2020 til 64 procent i 2024.

I februar 2020 afsatte den daværende regering 500 millioner kroner til landets kommuner – penge, der skulle fremme antallet af pædagogisk personale i daginstitutionerne.

Af denne pulje fik Ringsted Kommune tre millioner kroner.

Dertil har Ringsted Kommune i perioden 2021-2024 afsat yderligere 1,6 millioner kroner for at fremme det politiske mål om, at mindst 60 procent af personalet i Ringsted Kommunes daginstitutioner skal være uddannede pædagoger.

- Når undersøgelser viser, at pædagogisk uddannet personale løfter kvaliteten i arbejdet med børnene, så er det den vej, vi skal gå, siger Johnny Dahlgaard (V), formand for Ringsted Kommunes Børne- og Familieudvalg.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi nu er mere end i mål i forhold til de ambitioner, vi satte os tilbage i 2020.