Nyhedsoverblik

Opmærksom borger spottede mistænkelig bil

Klokken 04.46 natten til søndag kontaktede en mand politiet og fortalte, at han havde set en mistænkelig bil ved Kærup Parkvej i Benløse ved Ringsted.

Det fremgår af døgnrapporten fra Midt- og Vestsjællands Politi.

En patrulje kom frem til stedet og fik fat i en 41-årig mand og en 47-årig mand, der begge var løbet fra bilen, da anmelderen prøvede at tage kontakt til dem.

I bilens bagagerum blev der fundet en dunk med 40 liters diesel, og en tilsvarende dunk blev fundet i nærheden af bilen. 

Det viste sig, at bilen holdt i nærheden af en entreprenørmaskine, hvor tankdækslet var brudt op, skriver politiet.

De to mænd blev derfor sigtet for tyveri.