Der bliver lovet bod og bedring fra politikerne i Ringsted Kommune, efter det er kommet frem, at kommunen har handlet i strid med lovgivningen, når den har foretaget akutanbringelser af børn.
- Det er fuldt forståeligt, at Ankestyrelsen retter kritik mod kommunen. Det er ret og rimeligt. Vi har et ansvar i kommunen for at leve op til de regler, der er på området.
Formanden for Børne- og Familieudvalget i Ringsted Kommune, Johnny Dahlgaaard (V), lover, at der bliver strammet op på kommunens procedurer i forhold til akutanbringelser af børn.
Vi har en udfordring i øjeblikket med, at der mangler godkendte pladser
Det sker, efter Ringsted Kommune har modtaget kritik fra Ankestyrelsen for at akut anbringe børn i ikke-godkendte akuttilbud udover den lovbestemte maksimale udstrækning på to gange tre uger.
Ankestyrelses kritik kommer, efter TV2 Østjylland kunne afsløre, at Ringsted Kommune i flere tilfælde har fået akutanbragt børn på et botilbud i landsbyen Homå på Djursland.
Ifølge billedoptagelser foretaget af en beboer i landsbyen har der blandt andet været et tilfælde, hvor en anbragt dreng løber nøgen rundt ved botilbuddet og bliver truet med vold af en ansat på stedet.
Udvalgsformand Johnny Dahlgaaard vil nu se på, om det er muligt at oprette akutpladser inden for kommunegrænsen.
- Vi har en udfordring i øjeblikket med, at der mangler godkendte pladser. Det gør jo, at vi bliver nødt til at bruge de her ikke-godkendte pladser, siger han og fortsætter:
- Vi skal have set på udfordringerne med, at der mangler pladser. Vi skal overveje, om det er muligt at oprette nogle pladser lokalt.
Udliciterede anbringelser
Ringsted Kommune har haft en aftale med virksomheden akut-anbringelse.dk i sager om akutanbringelser af børn. Virksomheden har uden kommunens vidende udliciteret arbejdet til underleverandør Amanacare, der driver botilbuddet i Homå.
Kritikken fra Ankestyrelsen får også medlem af Børne- og Familieudvalget i Ringsted Kommune Mette Ahm-Petersen (S) til at foreslå, at kommunen bruger lokalt forankrede tilbud, hvor det er nemmere at føre kontrol.
- Vi har mange gode specialiserede tilbud i Ringsted. Vi skal se på, om vi kan videreudvikle dem, så de kan indgå i tilbuddet om akutanbringelser, siger hun.
Mette Ahm-Petersen giver Ankestyrelsen ret i kritikken, men hun kan godt forstå, at der er sket fejl.
- Den her sag er ikke acceptabel, men et aspekt i det her er, at det er ret svært at finde steder til børn, der er i akutte vanskeligheder. Det er et problem, som flere kommuner kæmper med, siger hun.
Hos De Konservative er der også opbakning til at finde nye løsninger, men partiets medlem af Børne- og Familieudvalget, Benjamin Pedersen (K), vil ikke sige noget konkret om, hvad han ønsker, der skal ske, før efter udvalgets næste møde den 20. januar.
- Vi kender ikke sagen indgående endnu, så det bliver godt at få drøftet, hvad der er op og ned, for selvfølgelig skal der styr på det her.