For Erly Pedersen er det en vigtig del af tilværelsen at spille krolf.
- I stedet for at sidde hjemme og kigge på fjernsynet, så kommer jeg herud og hygger mig sammen med alle de andre, fortæller den 76-årige pensionist.
Krolf er en blanding af kroket og golf, og Erly Pedersen er så god, at han har været til DM i krolf hele tre gange.
- Jeg har ikke vundet DM, men det at være med er også godt nok, siger han.
Og for Erly Pedersen handler det netop ikke kun om at vinde, når han tager på krolfbanen. Det sociale samvær betyder også noget.
- Det er en utrolig vigtig del af det, siger han og fortæller, at de omkring 30 deltagere altid drikker kaffe efter endt spil.
- Det er meget livgivende, siger Erly Pedersen.
Civilsamfundet skal støtte ældreplejen
Står det til regeringen skal flere ældre hjælpes ud i klubber og foreninger som Ringsted Senior Krolf, blandt andet for at undgå ensomhed.
- Vi kommer til at indføre som en af de meget få og klare værdier i ældreloven, at frivillige, civilsamfundet og foreningerne skal tænkes ind, når man laver ældrepleje. Ikke for at erstatte den kommunale ældrepleje, men for at være en tilføjelse, siger Morten Dahlin (V), der er minister for byer og landdistrikter.
Det her er det modsatte af symbolpolitik, det er et vigtigt skridt i vores rejse fra en velfærdsstat mod et velfærdssamfund
Og hos Ældre Sagen i Ringsted hilser man i udgangspunktet tiltaget velkommen.
- Det, ville vi jo synes, var rigtig godt, og Ældre Sagen vil naturligvis stille sig til rådighed, siger formand Lise Bjerglund.
Men hvor stor effekten bliver er usikkert, for kommunen har nemlig allerede tiltag, der gør det nemmere for ældre at finde sociale fællesskaber.
- Nu har vi jo fået den mulighed i Ringsted, der hedder Fællesskabsby Ringsted, hvor det netop er en organisation, der faciliterer frivilligorganisationer, og der kan man gå ind og søge, hvis man for eksempel gerne vil i en strikkeklub og se, hvor de er henne, og så kan man melde sig til der, fortæller Lise Bjerglund.
Ministeren mener dog alligevel, at lovkravet har sin berettigelse.
- Det her er det modsatte af symbolpolitik. Det er et vigtigt skridt i vores rejse fra en velfærdsstat mod et velfærdssamfund, fordi vi siger, at det hele ikke længere skal dreje sig om kommunen eller systemet, men nu også skal tage udgangspunkt i, hvad den enkelte ældre har behov for, siger Morten Dahlin.
Regeringen forventes at præsentere deres nye ældreudspil tirsdag den 30. januar.