Undrer sig over fund i mark: - Skal vi være bekymrede over det her?

Et fund af særlige bøjler i en rapsmark skaber bekymring hos landmænd.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Pludselig sagde det mærkelige lyde, og heldigvis havde vi en kvik chauffør, der straks trykkede på nødstop-knappen. Derfor skete der kun mindre skader på vores maskine.

Sådan siger Kristoffer Linderoth, der er medejer af Hestehavegaard Agro A/S, der driver landbrug på Sjælland.

Da en rapsmark nær Gyrstinge mellem Ringsted og Stenlille forleden skulle høstes kom der en ubehagelig oplevelse ud af det.

quote De lå præcis, så de ville blive fanget af vores udstyr

Kristoffer Linderoth, medejer, Hestehavegaard Agro A/S

Gemt i marken lå nemlig to metalbøjler på træplader.

- De lå præcis, så de ville blive fanget af vores udstyr - og det kunne være blevet meget, meget, meget dyrt, hvis chaufføren på maskinen ikke havde været så hurtig med at stoppe maskinen, fortæller han.

Læs også
Keld høster stadig: - Jeg er 83 og har aldrig været andet end landmand
Læs også
Keld høster stadig: - Jeg er 83 og har aldrig været andet end landmand

Bøjlerne lå gemt i rapsen seks til 10 meter fra en vej, der leder igennem området.

- Det lignede ikke noget, der bare var blevet smidt. Det ligner, at de var placeret sådan med vilje. Og vi forstår det ikke. Er det fordi nogen er efter os, eller dem, der ejer marken? Skal vi være bekymrede over det her, spørger Kristoffer Linderoth.

Vil ikke politianmelde

Hestehavegaard Agro har i et Facebook-opslag udlovet en dusør til dem, der kan hjælpe med at opklare, hvad der ligger bag. Opslaget er i dag set mere end 200.000 gange.

- Vi er blevet opfordret til at politianmelde det - men vi kan ikke rigtig se hvad det skulle nytte. Vi håber, at det er en fejl, og der er en god forklaring bag. Er det tilfældet, så gør vi ikke mere ud af det. Vi vil bare gerne vide det, siger Kristoffer Linderoth.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Bøjlerne ligner metalbøjler, som sælges i mange supermarkeder, og som for eksempel kan bruges til at bære hylder.

- Det skete, da vi kørte yderomgangen på marken. Og her kører vi altid forsigtigt. I første omgang tænkte vi ikke så meget over det - men bagefter gjorde vi. Hvad pokker skete der lige der. Er det skødesløshed - eller måske aktivister, der er sure. Vi er sådan set bare store spørgsmålstegn, siger han.

Kunne være blevet meget dyrt

Der skete kun mindre skader på høstmaskinen, der hurtigt og let kunne udbedres. Men var der blevet reageret få sekunder senere, så kunne det være blevet meget alvorligt.

- Så var bøjlerne kommet ind i maskinen, og der ville være sket skader på de indre dele af maskinen. Det er ikke dele, der lige er til at få. De er dyre, skal muligvis bestilles hjem fra USA, og at have en høstmaskine til at stå stille midt i høsten ville være meget kostbart, siger han.

Han understreger, at det netop ikke gik sådan.

Læs også
Tørre figner og slatne afgrøder - sådan rammer tørken årets høst
Læs også
Tørre figner og slatne afgrøder - sådan rammer tørken årets høst

- Man skal ikke græde over det, der ikke er sket. Og det er ikke fordi, at vi er sure. Men det er virkelig irriterende, at vi ikke ved, hvad der ligger bag, siger han.

Han afviser selv en teori om, at det er noget, der er blæst af en håndværker bil eller tilfældigt kastet ind på marken. Men hvad der ellers ligger til grund, ved han ikke.

- Jeg håber, at det bare er en fejl eller en dum ide, og at nogen har fortrudt det, siger han.


Nyhedsoverblik