Retssal 1 i Østre Landsret i Bredgade i København var godt fyldt med omkring 20 tilhørere, da der i dag faldt dom i en ankesag. Her blev de to unge mænd Martin Sindlev Clausen og Tobias Falk Pedersen kendt skyldige i drabsforsøg.
Det var en dom, der gav anledning til skuffelse hos både de tiltalte og på tilhørerpladserne, for det var familie og venner til de to, der havde taget plads på stolene.
I byretten blev de to idømt hver otte års fængsel for en række forhold, hvoraf drabsforsøg er det mest alvorlige. I landsretten blev Martin Sindlev Clausens dom ændret til ni års fængsel, mens Tobias Falk Pedersens dom fortsat lyder på otte års fængsel.
Skød efter Satudarah-rocker
Drabsforsøget fandt sted på P-pladsen ved REMA 1000 på Parkvej i Næstved den 23. september 2016. Her blev en 30-årig mand med tilknytning til Satudarah ramt af fire skud, men slap med livet i behold.
Anklageren mente, at de to unge mænds forbrydelser var af så grov karakter, at de skulle straffes med i ni til ti års fængsel. Det skulle de, blandt andet fordi skyderierne var en del af en større bandekonflikt mellem Bandidos og Satudarah i Næstved i efteråret 2016.
Forsvarerne procederede derimod for, at straffene skulle være mildere end de otte års fængsel, som byretten sidste år nåede frem til. De to var nemlig ganske unge på gerningstidspunktet - Tobias Falk Pedersen blot 17 år.