Nykøbing Falster bliver værtsby for Royal Run 2023

Fire nye byer står klar til at byde velkommen til Royal Run i 2023. Én af dem er Nykøbing Falster.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Nykøbing Falster bliver en essentiel del af Royal Run 2023. Byen står nemlig klar til at byde løbeglade danskere velkommen, når det royale løbeevent løber af stablen 2. pinsedag, den 29. maj 2023. Det skriver Danmarks Idrætsforbund (DIF), der er en af arrangørerne bag Royal Run, i en pressemeddelelse.

- Det bliver en kæmpe folkefest, hvor alle, der har lyst, kan deltage på den ene eller anden måde. Jeg er sikker på, at vores mange foreninger og lokale fællesskaber kommer til at byde ind med sjove og underholdende aktiviteter og masser af god familiehygge rundt om selve Royal Run. siger Simon Hansen, borgmester i Guldborgsund Kommune og fortsætter:

- Sammen kommer vi til at lave en stor fest for alle – både deltagere og publikum. Jeg glæder mig allerede. 

Læs også
2.569 købte billet til Royal Run i Næstved på ét døgn
Læs også
2.569 købte billet til Royal Run i Næstved på ét døgn

Nykøbing Falster bliver én ud af i alt fire nye byer, der skal byde velkommen til det populære motionsevent næste år. De tre andre værts-debutanter bliver Herning, Aabenraa og Nyborg. København og Frederiksberg fortsætter også som værtsby, som de har gjort de hidtidige år.

- Det er meget spændende at kunne udvide Royal Run-familien med fire helt nye byer. Royal Run er et motionsløb, hvor alle kan være med, og med Herning, Aabenraa, Nyborg og Nykøbing Falster med som nye værtsbyer, håber vi, at vi kan give endnu flere lyst til at opleve, hvad det giver at bevæge sig sammen og gøre det til en kæmpe folkefest, siger Jens Otto Størup, administrerende direktør i DGI og medlem af Royal Runs styregruppe.

OM ROYAL RUN

  • Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 29. maj 2023

  • Royal Run ’23 finder sted i Herning, Aabenraa, Nyborg, Nykøbing Falster og København/Frederiksberg.

  • Royal Run ’22 blev afholdt 2. pinsedag i Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. Her deltog 91.763.

  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag.

  • Man kan løbe og gå distancerne One mile (1,6 km), 5 km og 10 km.

  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – som DIF og DGI står bag – og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

  • Tilmelding og information: royalrun.dk

Kilde: Dansk Idrætsforbund (DIF).

Stor, folkelig løbefest 

Det er femte gang i træk, at kronprinsfamilien gør klar til at snøre kondiskoene og løbe sammen med danskerne. Motionseventet blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.K. Kronprinsens 50-års fødselsdag.

- Det er et stort privilegium for os, at vi har muligheden for femte gang i træk at invitere danskerne med til dette helt ekstraordinære motionsevent, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF og medlem af Royal Runs styregruppe. Han fortsætter:

- Royal Run ’22 var en stor succes, blandt andet fordi vi fik vist danskerne, at motion i fællesskab kan noget særligt, og så krydret med kronprinsfamiliens dedikerede deltagelse, blev det en folkefest uden sidestykke. Den fest agter vi at holde igen til næste år.

Læs også
Alt klappede til årets løbefest i Næstved - Royal Run tiltrak 24.000
Læs også
Alt klappede til årets løbefest i Næstved - Royal Run tiltrak 24.000

Ruterne til næste års løb er endnu ikke fastlagte, og i Nykøbing Falster skal den udvikles i samarbejde med Guldborgsund Triathlonklub. Det skriver Guldborgsund Kommune i en pressemeddelelse.

- Vi er glade for, at kommunens fokus på bevægelse i hverdagen bliver kronet med så stort et arrangement, som alle kan deltage i. Vi glæder os naturligvis til samarbejdet, og vi ser frem til at være med til en motionsfest, hvor så mange mennesker kan komme ud og bevæge sig og have det sjovt sammen. Ikke kun på selve dagen, men også dagene op til og efter, siger Thomas Urfeldt, formand i Guldborgsund Triathlonklub.

Tilmeldingen til Royal Run er åbnet og foregår via Royal Runs hjemmeside: Royalrun.dk

12.000 publikummer og 12.000 løbere var samlet til Royal Run i Næstved i juni.

Nyhedsoverblik