Nyhedsoverblik

49 borgmestre vil have analyseret udligningsreform

Halvdelen af landets borgmestre har sendt et brev til samtlige folketingsmedlemmer. De vil have en grundig analyse af udligningssystemet.

I alt har 49 borgmestre sammen med Balance Danmark underskrevet brevet for at få "en gennemgribende analyse af det kommunale tilskuds- og udligningssystem".

Det skriver Balance Danmark i en pressemeddelelse.

I brevet skriver borgmestrene blandt andet:

Finansieringen af vores kommuner – herunder det samlede kommunale tilskuds- og udligningssystem – trænger til et gevaldigt serviceeftersyn.

Borgmestre fra regionen, der har underskrevet brevet

I alt har 49 borgmestre underskrevet brevet. Her fra regionen har disse borgmestre skrevet under:

  • Carsten Rasmussen (S), borgmester, Næstved Kommune

  • Henning Urban Dam Nielsen (S), borgmester, Stevns Kommune

  • Holger Schou Rasmussen (S), borgmester, Lolland Kommune

  • Karina Vincentz (N), borgmester, Odsherred Kommune

  • Knud Vincents (V), borgmester, Slagelse Kommune

  • Mikael Smed (S), borgmester, Vordingborg Kommune

  • Ole Vive (V), borgmester, Faxe Kommune

  • Simon Hansen (S), borgmester, Guldborgsund Kommune

I brevet gør borgmestrene også opmærksomme på, at den seneste analyse af udligningssystemet blev lavet i 2012. Siden har der været mindre analyser, blandt andet i 2018.

Men en stor analyse af udligningssystemet er ikke blevet udarbejdet i 12 år, skriver borgmestrene.