Nyhedsoverblik

850 millioner til hjemløse og voldsofre

Et bredt flertal i Folketinget er torsdag aften blevet enige om en aftale, der fordeler omkring 850 millioner kroner til udsatte grupper i samfundet.

Alle partier i Folketinget, undtagen Dansk Folkeparti, er enige om aftalen om SSA-reserven (social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet, red.), der tidligere gik under navnet satspuljen.

- I år har vi et særligt fokus på de mennesker, der lever hårde liv på kanten af samfundet. I hjemløshed. Med misbrug og massive psykiatriske problemer, siger social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.

- Vi hjælper dem ikke godt nok i dag, siger hun.

Sådan fordeles pengene

Cirka 100 millioner kroner bruges til borgere, som lever på gaden og har misbrug og psykiske problemer.

65 millioner kroner går til voldsudsatte, blandt andet den nationale enhed Lev Uden Vold, der blev oprettet som en del af satspuljeaftalen 2017-2020 for at styrke arbejdet mod vold i nære relationer.

På handicapområdet skal cirka 70 millioner kroner gå til blandt andet servicehunde til personer med psykiske handicap samt en handleplan til, hvordan personer med handicap kan komme i gang med uddannelse og komme i job.

Inden for adoption skal cirka 23 millioner kroner bruges til blandt andet den hjælp, som personer, som er adopterede, skal kunne modtage, efter at de er blevet adopteret.