1. Vær opmærksom på uventede sms’er, mails eller opkald
Phishingangreb (kriminalitet hvor hackere forsøger at stjæle fortrolige oplysninger, red.) starter ofte med uventede eller presserende beskeder, der forsøger at stresse dig til at handle hurtigt. Stop op og tænk dig om, inden du reagerer.
2. Vær kritisk over for personlige anmodninger
Legitime virksomheder vil sjældent bede dig om at dele følsomme oplysninger som kontonumre, adgangskoder eller CPR-nummer via mail. Hvis du bliver bedt om at dele disse oplysninger, så kontakt virksomheden direkte via deres officielle kontaktoplysninger.
3. Kig efter stavefejl, mærkeligt sprog og mistænkelige afsendere
Phishingbeskeder indeholder ofte stavefejl eller bærer præg af oversættelsesfejl. Vær også opmærksom på opkald fra ukendte eller udenlandske numre og blokér mistænkelige numre.
4. Kontrollér web- og mailadresser nøje
Phishingsvindlere opretter ofte falske hjemmesider og mailadresser, der ligner de officielle. Hvis det ser underligt ud, bruger forkerte tegn eller ikke er HTTPS-sikret, er der sandsynligvis tale om phishing.
5. Pas på vedhæftede filer og downloads
Mails og sms’er kan indeholde vedhæftede filer eller links, som kan inficere din enhed. Hvis du ikke forventer en fil fra afsenderen, så lad være med at åbne den, før du har fået bekræftet, at den er legitim.