Nyhedsoverblik

Advarer om glatte veje i morgentrafikken

Temperaturerne har taget et gevaldigt dyk nedad og ligger tirsdag morgen tæt på frysepunktet.

Flere steder er man stået op til is på bilruderne, ligesom der er glatte veje mange steder.

Både Midt- og Vestsjællands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters opfordrer derfor bilister til at køre hjemmefra i god tid tirsdag morgen.

- Kør forsigtigt og husk at holde afstand. Det er næsten det vigtigste, når der er glat, fortæller Asger Bechstrøm, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

Lars Denholt, der er vagtchef ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, stemmer i, og understreger, at man skal være ekstra påpasselig, fordi flere stadig kører med sommerdæk.

- Det er nok ikke alle, der har fået vinterdæk på endnu, så det er en rigtig god idé at holde ekstra afstand her til morgen, siger han. 

Ifølge DR P4 Trafik er saltspredere i gang i hele landet tirsdag morgen.