Nyhedsoverblik

Alvorlig virus frygtes at ramme til sommer

Virussygdommen bluetongue, der typisk rammer får og kvæg, vil formentlig ramme Danmark i løbet af sommeren.

Det skriver Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse.

Meldingen bygger på en vurdering fra Dansk Veterinær Konsortium, der blandt andet overvåger husdyrsygdomme for myndighederne.

En særlig variant af bluetongue har ramt drøvtyggere i Tyskland, Belgien, England og Holland.

Det er eksperternes vurdering, at denne variant også er på vej til Danmark.

Bluetongue smitter ikke mennesker, men den kan være dødelig for kvæg, får, geder og hjorte.

Smittede dyr kan få symptomer som væskeansamling i hovedet, sår i munden, halthed, aborter og en blåfarvning af tungen hos får - deraf navnet bluetongue.

Sygdommen beskrives som langvarig og smertefuld, og aflivning er ifølge Fødevarestyrelsen ofte den eneste forsvarlige udvej.

Virus overføres af mitter, som er små insekter, der bider dyrene. Man kan blandt andet bekæmpe insekterne med spraymidler, fremgår det af Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Spredning af sygdommen kan også ske med sæd og overførsel fra ko til kalv, hvis koen smittes, mens den er drægtig.