Antallet af bolighandler er det laveste i 39 kvartaler

Højere renter, højere energiregninger og økonomisk usikkerhed spænder ben for boligmarkedet, vurderer økonom.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Ikke siden første kvartal i 2013 er antallet af bolighandler set lavere over et helt kvartal.

Det viser tal for fjerde kvartal sidste år ifølge Finans Danmark, der er penge- og realkreditinstitutternes brancheorganisation.

9941 boliger blev solgt i løbet af årets sidste tre måneder.

Det er 39 kvartaler siden, at antallet af bolighandler har ligget så lavt.

Miserabel afslutning på 2022

Dermed sluttede boligmarkedet miserabelt af i 2022, konstaterer Brian Friis Helmer, der er privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

- Særligt anden halvdel af året bød på markant nedgang i bolighandlerne.

- Modvinden kommer fra højere renter, højere energiregninger og økonomisk usikkerhed, lyder det.

Læs også
Ny pulje åbner - del din varmeregning med naboen
Læs også
Ny pulje åbner - del din varmeregning med naboen

Boligpriserne er samtidig blevet trykket mærkbart tilbage. Det gælder både for huse, lejligheder og sommerhuse.

Sammenlignet med fjerde kvartal i 2021 er priserne på ejerlejligheder faldet hele 7,2 procent. For huse er der tale om et fald på 6,3 procent på årsbasis, viser tal fra Finans Danmark.

Danmark ligger i den høje ende

Ifølge Bo Sandberg, som er boligøkonom hos Dansk Industri, ligger Danmark dermed i den høje ende, hvad angår boligprisfald i Europa.

- Vi er næsten kun overgået af Sverige, skriver han i en kommentar.

Læs også
Store forskelle mellem land og by - Flemmings hussalg kan i bedste fald ende i et rundt nul
Læs også
Store forskelle mellem land og by - Flemmings hussalg kan i bedste fald ende i et rundt nul

Han mener dog ikke, at det er rimeligt at kalde situationen på boligmarkedet for en krise.

- Toppen af de prisstigninger, som indtraf under en helt usædvanlig gunstig og historisk unik periode på boligmarkedet, er nu barberet væk, og priserne er tilbage på 2020-niveau, lyder det.

- Dermed ikke sagt, at en hel del boligkøbere ikke er kommet i klemme og fortsat kan komme det, hvis man er kommet ind på markedet på et uheldigt tidspunkt - eller måske er ved at brænde inde med et sommerhus.


Nyhedsoverblik