Kommer man fra A til B på fire hjul i Region Sjælland, skal man gribe dybere i lommen, når man skal tanke.
Ifølge tal fra OK Benzin er én liter benzin nemlig blevet syv procent dyrere siden 1. juli. Det svarer til en krone og ti øre per liter.
Det er svært at sige, hvornår prisen går ned igen – men jeg er mere positivt anlagt
I samme periode er dieselprisen steget med 13 procent.
Spørger man økonom Mathias Dollerup Sproegel fra Sydbank, hænger prishoppet sammen med, at prisen på en tønde olie har bevæget sig i samme retning.
- Den helt klare forklaring er olieprisen. Prisen på én tønde olie er steget fra omkring 72 dollars til nu 85 dollars over den sidste måned, siger han.
Tidligere på året har bilister været vidne til et markant fald i prisen på både benzin og diesel. Tilbage i maj kunne bilejerne således spare flere hundrede kroner på én tankning sammenlignet med et lille år forinden, hvor listeprisen toppede ved 19,49 for benzin og 18,29 for diesel.
Ifølge Mathias Dollerup Sproegel skyldtes dén tendens en generelt faldende efterspørgsel på olie. Nu har efterspørgslen vokset sig større, men olieproducenter har til gengæld begrænset udbuddet – og det kan også være et led i forklaringen, mener Mathias Dollerup Sproegel.
- De olieproducerende lande forsøger også at stramme oliemarkedet ved at tage kapacitet ud af markedet. Der er prognoser, der viser, at oliemarkedet er blevet strammere, og at der kommer til at være mindre produktion i forhold til efterspørgslen, forklarer han.
Lange udsigter
Hvis man håber på færre lommesmerter ved tankstationerne, inden året er omme, bør man sænke forventningerne. Fra Mathias Dollerup Sproegel forlyder det i hvert fald, at kalenderen skal vise 2024, før der er en chance for, at benzinpriserne falder igen.
- Jeg tror egentlig, at olieprisen vil ligge omkring det nuværende leje i det næste års tid. 75-90 dollars per tønde er prisen, vi skal forvente, og det betyder også, at benzinpriserne vil ligge omkring de 14 kroner.
Håb at spore
Økonom og mobilitetsdirektør i Circle K, Jesper Dan Holst Rasmussen, er imidlertid mere optimistisk om et potentielt dyk på pristavlerne.
- Det er svært at sige, hvornår prisen går ned igen – men jeg er mere positivt anlagt, siger han og tilføjer:
- Vi så, hvor hurtigt prisen faldt, efter krigen havde skudt den i vejret. Balancen i markedet blev rettet op meget hurtigere, end man forventede. Den kan muligvis falde igen inden for et år.
Under alle omstændigheder kan bilister tage sig visse forbehold, hvis de vil minimere deres brændstofudgifter, indtil priserne falder igen, mener Jesper Dan Holst Rasmussen. En god idé kan være at sænke farten.
- Da priserne steg under krigen, så vi, at bilister kørte 110 kilometer i timen i stedet for 130 på motorvejene. Og det hjalp. På den måde kan man faktisk spare 20 procent af brændstofforbruget, siger han.
Dén tese kan et eksperiment foretaget af TV2 ØST bakke op om. Se eller gense eksperimentet her: