Og i går, onsdag, blev der givet endeligt grønt lys for at uddele ni af tilladelserne, som tæller tre med sjællandsk adresse.
Det skriver Land-, By- og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.
Projekterne, der nu er blevet givet tilladelse til, omfatter opførelsen af et hotel på det fredede Klintegården i Kalundborg, et feriecenter bestående af 36 feriehuse i Odsherred samt en omdannelse af den nedlagte Skamlebæk Radiostation nord for Ordrupnæs til et badehotel.
Morten Dahlin (V), der er minister for byer og landdistrikter, er glad for, at tilladelserne omsider er blevet uddelt.
- Projekterne er gode, men kunne ikke realiseres uden tilladelserne, som vi nu politisk er blevet enige om. Jeg er meget glad for den store interesse for forsøgstilladelserne fra hele landet, som vidner om virkelyst og høje ambitioner for dansk turisme i landdistrikterne, siger han.
Tilladelserne er blevet uddelt på baggrund af fire kriterier, der blandt andet handler om potentiale for vækst og hensyntagen til omkringliggende natur.