Nyhedsoverblik

Danish Crown-konkurrent udvider

Mens slagterikoncernen Danish Crown deler fyresedler ud, vil konkurrenten Tican ansætte omkring 350 nye medarbejdere i løbet af det næste år.

Det siger Ticans topchef, Steen Sønnichsen, til mediet Finans.

Han fortæller, at Tican i de kommende måneder vil ansætte omkring 230 nye medarbejdere. Dertil kommer omkring 120 medarbejdere, som topchefen forventer at ansætte i efteråret næste år.

Ifølge topchefen er årsagen til de nye ansættelser, at der har været en markant stigning i antallet af slagtninger hos Tican.

Danish Crown har mistet flere store leverandører den seneste tid. Senest storleverandøren Martin Lund Madsen, som fremover vil sende en stor del af sine slagtegrise til Tican.

Tidligere i oktober meddelte Danish Crown, at koncernen vil fyre 500 funktionærer. Det skyldes, at Danish Crown har fået færre slagtegrise og derfor er nødt til at skære i omkostningerne.

Danish Crown måtte også tidligere på  året lukke slagteriet i Ringsted. 

Den nytiltrådte topchef i Danish Crown, Niels Duedahl, siger til Finans, at Ticans forventninger om nye ansættelser viser, at der er værdi i markedet.

- Vi skal bare være bedre til at udnytte den markedsposition, vi har, siger han.

Tican har slagterier i de jyske byer Thisted og Brørup.