Danish Crown slæbes i retten af slagteriarbejdere med senfølger

Tidligere slagteriarbejdere slæber Danish Crown i landsretten. De vil have virksomheden til at tage ansvar for den Covid 19-smitte, de blev udsat for på arbejdet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det er over fire år siden, men tre tidligere slagteriarbejdere fra det nu lukkede Danish Crown-slagteri i Ringsted lider stadig af alvorlige senfølger, som følge af den smitte med Covid-19, de blev udsat for på deres tidligere arbejdsplads.

quote Flere af slagteriets ansatte fik at vide, at de bare skulle tage en Panodil

Per Hansen, forbundssekretær i fødevareforbundet NNF

Derfor slæber de nu deres tidligere arbejdsgiver i retten med støtte fra fødevareforbundet NNF, der fører retssagen i Østre Landsret på vegne af de tre tidligere Danish Crown-ansatte. 

- Retssagen er vigtig, fordi Danish Crown bliver nødt til at erkende deres ansvar for, at så mange blev smittede og en del af os fik varige senfølgeskader. 

- Efter min mening har Danish Crown det fulde ansvar for, at der skete så stor en smittespredning. Danish Crown har ikke levet op til sit ansvar om at skabe et sikkert arbejdsmiljø, siger Viggo Patij. 

Han blev smittet med Covid-19 under det store smitteudbrud på slagteriet i sommeren 2020.

Viggo Patij håber, at retssagen vil gøre det nemmere for ham at søge erstatning.
Viggo Patij håber, at retssagen vil gøre det nemmere for ham at søge erstatning. Foto: Morten Spuhr - TV2 ØST

Viggo Patij er ikke en af de tre tidligere Danish Crown-ansatte, som gennem deres fagforbund NNF gennem tre retsdage fra fredag 25. oktober vil forsøge at bevise, at Danish Crown ikke gjorde nok for at forhindre en omfattende smittespredning under pandemien i 2020.

Men han håber, at hans tre tidligere kollegaer får medhold i retten. 

Det kan i sidste ende få stor betydning for ham, for hvis NNF vinder sagen, vil det åbne for muligheden for at søge om godtgørelse fra Danish Crown. 

- Jeg har ikke modtaget nogen erstatning, men jeg håber, at hvis NNF vinder den her retssag på vores vegne, så vil det blive nemmere for mig at søge erstatning for tabt arbejdsevne og for svie og smerte, siger Viggo Patij. 

Læs også
Danish Crown kæmpede med hygiejnen, da coronasmitten spredte sig på slagteri
Læs også
Danish Crown kæmpede med hygiejnen, da coronasmitten spredte sig på slagteri

Han lider i dag af hovedpine, hukommelsestab, og koncentrationsbesvær som følge af Covid-19. 

Slagteriet i Ringsted lukkede ned i en uge fra den 10. august 2020, men på det tidspunkt var 165 ud af slagteriets 900 ansatte allerede konstateret smittede med Covid-19. 

Gjorde for lidt for sent

Ifølge Per Hansen, der er forbundssekretær i fødevareforbundet NNF, gjorde Danish Crown for lidt og for sent for at bremse smitten. 

- Flere af slagteriets ansatte fik at vide, at de bare skulle tage en Panodil, når de havde det dårligt. De burde have været hjemsendt med en besked om at lade sig teste, siger Per Hansen. 

Per Hansen fra NNF mener, at sagen mod Danish Crown er af principiel karakter.
Per Hansen fra NNF mener, at sagen mod Danish Crown er af principiel karakter. Foto: Fødevareforbundet NNF

For ham og NNF er retssagen principiel. Det handler om at placere et ansvar. 

- Vores påstand er, at Danish Crown ikke tog de fornødne forholdsregler for at undgå smitte. Det er vigtigt for os at få placeret et ansvar i den her sag, så det bliver klart for arbejdsgiverne, at de skal passe bedre på deres medarbejdere, siger Per Hansen. 

Hos Danish Crown glæder man sig ikke til retssagen. 

- Der er ingen tvivl om, at det er en sag, vi gerne ville have været foruden, siger Jens Hansen, der er kommunikationschef i Danish Crown. 

Han vil ikke fortælle, hvordan Danish Crown stiller sig til søgsmålet. 

- Det vil vi forklare i retten, men det er da klart, at hvis vi var enige med NNF i, at vi dengang ikke havde taget de fornødne forholdsregler for at undgå smitte, så stod vi ikke med den her retssag nu, forklarer Jens Hansen. 

Jens Hansen fra Danish Crown mener, at retssagen kan få store konsekvenser for mange  virksomheder.
Jens Hansen fra Danish Crown mener, at retssagen kan få store konsekvenser for mange virksomheder. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

Han er enig med NNF i, at der er tale om en sag af stor principiel betydning. 

- Udfaldet af retssagen kan få store konsekvenser ikke bare for os, men også for andre virksomheder, siger Jens Hansen med henvisning til, at det kan åbne for adskillige søgsmål om erstatning for smitte med Covid-19 på arbejdspladser. 

Retssagen begynder i Østre Landsret fredag den 25. oktober og forsætter den 29. og 30. oktober. 

Der forventes domsfældelse cirka fire uger efter. Herefter har parterne mulighed for at anke afgørelsen til Højesteret.


Nyhedsoverblik