Danske vingårde vinder frem

Antallet af bedrifter med drueproduktion er vokset markant siden 2016, viser tal fra Danmarks Statistik. Især de sjællandske vingårde bidrager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Der bliver produceret vin som aldrig før på danske vingårde.

Siden 2016 er produktionen af druer mere end tredoblet til 349 ton om året, og antallet af bedrifter med druer er fordoblet fra 71 til 146.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

- Danske vindruer vil typisk blive produceret til vinproduktion, da de er for sure til at spise.

- Vi har i løbet af de seneste år set en markant stigning i både produktionen, antal bedrifter og arealet med druer, siger statistikansvarlig Karsten Larsen i en pressemeddelelse.

Succes med vinproduktion på Sjælland

Nogle af de vingårde, der bidrager til produktionen i TV2 ØST's sendeområde, er Dyrehøj Vingaard ved Røsnæs, Tusen Vin på Tuse Næs og Vesterhave Vingård i Karrebæksminde.

Vesterhave Vingård besøgte TV2 ØST i september, hvor de forventede at høste dobbelt så mange druer som normalt.

Læs også
Sensommervarme sætter rekorder på vingårde
Læs også
Sensommervarme sætter rekorder på vingårde

Også hos vingården Tusen Vin er de også begyndt at få succes med vinen, efter de etablerede sig for få år siden.

- I de sidste fire år har vi gået og passet marken, men nu kan vi også begynde at lave vin. Det er en stor forløsning for os.

Sådan har vingårdens projektleder, Esben Misfeldt, tidligere fortalt til TV2 ØST.

Tusen Vin satte de første vinstokke i 2020.
Tusen Vin satte de første vinstokke i 2020. Foto: Privatfoto

Stadig en lille spiller

Salget af danskproduceret vin er steget fra 13 millioner kroner til 34 millioner kroner i 2023. Det fremgår af tallene fra Danmarks Statistik.

Selv om produktionen af vin herhjemme buldrer frem, er den danske produktion beskeden sammenlignet med sydeuropæiske lande.

I Danmark dyrkes der vin på samlet set 173 hektar jord. Det svarer til 242 fodboldbaner.

Det er især øst for Storebælt, vi finder vinmarkerne. Det er også her, andelen er steget mest siden 2016. Her ligger 45,5 procent af landets vinmarker på trods af, at landarealet er mindre end vest for Storebælt.

Læs også
Vinbonde får 3,5 millioner til at bekæmpe vinskimmel
Læs også
Vinbonde får 3,5 millioner til at bekæmpe vinskimmel

Danmark har siden år 2000 været anerkendt af EU som et vinland, der må sælge nationalt produceret vin kommercielt.

I 1993 blev foreningen Dansk Vin stiftet, og foreningen repræsenterer cirka 100 erhvervsavlere og 1000 hobbyavlere, fremgår det af foreningens hjemmeside.


Nyhedsoverblik