For nogle af regionens landmænd har sommermånedernes høje temperaturer vækket ærgrelse.
Men hos de sjællandske vinbønder har det solrige sensommervejr kun spiret optimisme.
Det er fuldstændig vildt
Navnlig hvis blikket rettes mod Vesterhave Vingaard i Karrebæksminde.
Her forventer indehaver Jesper Rye Jensen, at årets høst sætter rekord - og ikke kun med marginaler.
- Lige nu har vi en rekord på fire og et halvt ton druer. Jeg vil anslå, at vi kommer op på det dobbelte i år, siger han med forbavselse i stemmen.
- Jeg har aldrig oplevet vores vingårde med en større frodighed, end vi har netop nu, siger han.
Udviklingen har både skabt begejstring og overraskelse på den familiedrevne vingård.
- Det er fuldstændig vildt, siger Jesper Rye Jensen.
Positive udsigter
Vingården i Næstved Kommune består af 25.000 vinstokke fordelt på syv og en halv hektar.
Indtil videre har Jesper Rye Jensen måttet tage til takke med at høste fra lidt under halvdelen, fordi vinstokke først bliver høstbare, når de når en vis alder.
Der vil dog ikke gå lang tid, før hele gårdens kapacitet kan udnyttes, vurderer Jesper Rye Jensen.
- Lige nu kan vi kun høste fra et sted mellem 8000 og 10.000 vinstokke. Men det kommer til at stige hvert eneste år. Om to til tre år kan vi høste fra alle 25.000.
Øger ikke kun kvantitet
De høje temperaturer har imidlertid ikke kun fået Vesterhave Vingaards ordrebog til at vokse.
For vinkvaliteten har også nydt gavn af de mange solskinstimer.
Faktisk i sådan en grad, at de høster andet end vindruer, fortæller Jesper Rye Jensen.
- I sidste weekend var vi til Dansk Vinskue, hvor alle danske vingårde kan sende deres vine ind til bedømmelse af landets bedste sommelierer, siger Jesper Rye Jensen og fortsætter:
- Der fik vi ikke mindre end otte priser med hjem. Vi har aldrig været ude for noget lignende.
Sikrer sunde druer
Ifølge Jesper Rye Jensen afhænger kvaliteten af det, man hælder på flaske, ofte af tilstanden på de druer, man høster.
Vinstokke kan nemlig være sårbare over for en række druesygdomme, som kan have ødelæggende virkninger på deres helbred.
Sygdomme, som solen er med til at forebygge.
Det er en stor forløsning for os
- Når solen skinner på vinstokkens blade, bliver bladene sunde. Det danner fotosyntese og dermed druesukker, som er til gavn for druerne, siger han og tilføjer:
- Derfor hænger vejret i allerhøjeste grad sammen med at undgå sygdomme som vinskimmel og meldug.
På vingården Tusen Vin på halvøen Tuse Næs har især vinskimmel forhindret vinbønderne i at omsætte druer til vinflasker.
Men det har de mange solskinstimer ændret på, forklarer vingårdens projektleder, Esben Misfeldt.
- I de sidste fire år har vi gået og passet marken, men nu kan vi også begynde at lave vin. Det er en stor forløsning for os.
Selvom den kun fire år gamle vingård ikke kan nå højderne af sine kolleger på Vesterhaven Vingaard, vil der også her blive tale om en fordobling af høsten, tilføjer Esben Misfeldt.
- Vi havde måske regnet med at kunne høste 10 ton. Nu ender vi måske med at høste 20.
Skaber arbejdsglæde i Kalundborg
På Dyrehøj Vingaard i Kalundborg har man også nydt godt af de høje temperaturer.
Ifølge Betina Newberry, der er vinbonde på gården, er det dog for tidligt at spå om, hvad solskinstimerne kommer til at betyde for deres forretning.
Til gengæld har solen haft positive effekter andre steder, fortæller hun.
- I høstdagene er det rigtig dejligt at have nogle dage i træk med solskin, tørt vejr og ingen vind. Vi kan få høstet i ro og orden.
- Det giver os optimale betingelser for selve høstarbejdet, og det er vi rigtig glade for. Det kan vi ikke få bedre, siger Betina Newberry.
Ifølge DMI skinnede solen i i alt 667 timer i sommeren 2023. Det er knap 14 timer mere end normalen i perioden 1991 til 2020, hvor samme timeantal lød på 653 timer.