Det er en kold tid, vi lever i. Ikke alene er det bidende koldt udenfor. Prisen for at holde varmen og at holde lyset tændt stiger også.
Senest har borgere på store dele af Sjælland, Lolland og Falster fået en julehilsen med nyheden om, at nu stiger også prisen på transport af den i forvejen dyre elektricitet. Endda med næsten en fordobling af tariffen fra 19,26 øre til 37,85 øre per kilowatt-time fra april måned 2022.
Derudover stiger også prisen for transport af strøm i tidsrummet 17-20, den såkaldte spidsbelastningsperiode, fra oktober måned næste år, hvor prisen ender på knap en krone med 98,56 øre mod tidligere 59,46 øre per kilowatt-time. Det svarer til et prishop på 65,7 procent.
Der er grænser for, hvor meget vi må have til gode hos kunderne
For en husstand med et årligt strømforbrug på 4.000 kilowatt-timer løber prisstigningen op i yderligere 69 kroner om måneden, imens husejere med elvarme skal betale op til 240 kroner ekstra om måneden alene for transport af strømmen.
Det er elnetselskabet Cerius, som ejer elnettet og står for at fastsætte tarifferne, og mens du frit kan skifte til en anden leverandør af el, kan du ikke vælge et andet netselskab. Netselskaberne har nemlig monopol på at levere strøm i deres respektive område. I TV2 ØSTs område er det Cerius, der ejer elnettet i hele området med undtagelse af dele af Slagelse by og Næstved by.
Hos Cerius erkender man, at fordoblingen af prisen kan se voldsom ud.
- Det er rigtig, det ser ud af meget, når man ser stigningerne i procent. Man skal dog huske på, at betalingen for transport af strøm er en lille del af den samlede elregning, siger Cäthe Juul Bay-Smidt, der er chef for tarifområdet i Cerius.
Hun fremhæver tre årsager til, at også priserne på transport af strøm nu stiger.
- Når vi transporterer strømmen, går der 4-5 procent tabt. Det lyder ikke af meget, men det løber op i en stor elregning, når vi forsyner mange mennesker med strøm hver eneste dag, samtidig med at prisen på strøm stiger, forklarer hun.
Kunderne skylder penge
Derudover har stigende priser på blandt andet materialer sat sit præg på Cerius' budgetter, forklarer Cäthe Juul Bay-Smidt:
- Vi har udgifter til både drift, vedligehold og udbygningen af elnettet til den grønne omstilling – herunder kabler frem til ladestandere for elbiler.
For det tredje har Cerius i en længere årrække opkrævet for lidt hos sine kunder.
Myndighederne fastlægger, hvor stor en indtægtsramme, vi må have
Selskabet har monopol på levering af strøm til store dele af Sjælland og skal derfor have sine tariffer – altså priser – godkendt hos Forsyningstilsynet.
Her er Cerius tidligere blevet pålagt at sætte priserne ned. I det forgangne år har en række afgørelser imidlertid afgjort, at priserne har været for lave i forhold til selskabets udgifter. Og det på trods af overskud i de seneste fire årsregnskaber. Senest med 213 millioner kroner i 2020.
- Der er grænser for, hvor meget vi må have til gode hos kunderne. Derfor kommer det i 2022, for ellers mister vi retten til at opkræve det, siger Cäthe Juul Bay-Smidt og tilføjer:
- Myndighederne fastlægger, hvor stor en indtægtsramme vi må have. Den varierer fra år til år, og det er ud fra den, vi fastsætter vores priser for blandt andet at dække vores omkostninger og investeringer i den grønne omstilling – også på langt sigt.
Cäthe Juul Bay-Smidt medgiver, at det kan virke uigennemskueligt, navnlig set i lyset af, at elkunderne i 2021 blev fritaget for at betale for transport af strømmen. Denne rabat blevet dog givet som følge af et overskud i moderselskabet, Andel A/S, og har som sådan intet med Cerius at gøre, udover at rabatten blev udmøntet gennem tarifferne.
Så meget dyrere bliver transport af strømmen
For en gennemsnitlig husstand stiger den månedlige elpris:
- ca. 34 kr. for lejligheder (elforbrug på 2.000 kWh)
- ca. 69 kr. for parcelhuse (elforbrug på 4.000 kWh)
- ca. 103 kr. for stort parcelhuse (elforbrug på 6.000 kWh)
- ca. 240 kr. for elopvarmet parcelhus (elforbrug på 15.000 kWh)
- ca. 358 kr. for erhverv (elforbrug på 50.000 kWh).
Prisstigningen er beregnet på baggrund af den stigning, kunderne vil opleve for de ni måneder fra den 1. april 2022 til den 31. december 2022.
Kilde: Cerius
Prisstigningerne på transport af strøm kommer oveni, at forbrugerne i forvejen har måttet finde luft i budgettet til prisstigninger på selve strømmen.
Den aktuelle elpris hos SEAS-NVE er oppe på 100,51 øre per kilowatt-time. For 12 måneder siden var prisen 46,17 øre per kilowatt-time. Med et årlig energiforbrug på 4.000 kilowatt-timer føjer denne prisstigning 181 kroner til regningen hver måned.
Alt i alt stiger prisen på strøm derfor med omkring 250 kroner om måneden i en gennemsnitlig husstand for både den strøm man forbruger og transporten af den.
Opvarmes huset tilmed ved hjælp af strøm, løber den samlede prisstigning på både transport og strøm op i godt 919 kroner hver måned, hvoraf prisstigningen på transport af strøm udgør de 240 kroner.
Det er en kombination af en varm og vindstille sommer med mangel på regn, der fået elpriserne til at stige, oplyser Dansk Energi, som er erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaber i Danmark.
Her får også stigende priser på såvel CO2-kvoter som naturgas skyld for at fordyre strømproduktionen.
Yderligere har den voksende aktivitet i samfundet oven på de første store corona-nedlukninger i 2020 pustet til efterspørgslen med stigende priser til følge.
Vagthund: Monopolet fungerer
Ifølge Mads Reinholdt, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk, er det svært for forbrugerne at gøre noget ved de stigende priser på transport af strøm.
- Helt grundlæggende kan jeg sagtens forstå, at man som forbruger synes, det er både ærgerligt og frustrerende at få den her ekstraregning, siger han og tilføjer:
- Men for os at se er systemet skruet rigtigt sammen. Der er monopolvirksomhed på det her område for transport af strøm – men vi har til gengæld en myndighed, Forsyningstilsynet, som holder øje med, at man ikke tager overpriser.
Som vi kan se det lige nu, er der ikke et problem på det her område
Ifølge Forbrugerrådet Tænk er der således ikke på nuværende tidspunkt grund til at råbe vagt i gevær:
- Som vi kan se det lige nu, er der ikke et problem på det her område, men det er selvfølgelig noget, man skal holde øje med.
Selvom forbrugerne ikke kan vælge, hvilket netselskab de bruger, er der derimod frit valg blandt energiselskaberne.
- Vores bedste råd er, at man kigger på den del af elregningen, man kan påvirke, ved at se på det selskab, man vælger, siger Mads Reinholdt.
Der findes blandt andet prisportaler, som sammenligner elpriser hos selskaberne, påpeger han.
- Man skal selvfølgelig tage højde for, at noget af det kan være introduktionsrabatter – så det bedste, man kan gøre som forbruger, er at være en aktiv forbruger, der løbende – måske en gang årligt – ser på, hvilket elselskab man har, og om det kan betale sig at skifte og dermed også hjælper til, at markedet og konkurrencen fungerer – og holder priserne nede, siger Mads Reinholdt.
Dyrere elbiler
Det er ikke kun strøm til husholdningen med alskens elapparater, at prisstigningerne på strøm bliver at føle.
Også ejere af elbiler vil afhængigt af lade-vaner, forbrugsaftaler og kørselsmønster kunne mærke konsekvenserne af de stigende elpriser.
Ved et gennemsnitlig energiforbrug på 0,171 kilowatt-timer per kørt kilometer løber den samlede merpris for 20.000 kilometers kørsel om året op i omkring 208 kroner hver måned.
El-bilisterne får dermed også at føle, hvad ejerne af benzin- og dieselbiler har været vidne til siden starten af året.
Allerede i første halvdel af 2020 steg prisen på benzin og diesel – og siden har prisen rundt om ved tankstationerne ligget et godt stykke over gennemsnittet sammenlignet med året før.
I skrivende stund er en liter benzin således ifølge OK 2 kroner og 60 øre dyrere end gennemsnitsprisen i 2020.
Forbliver brændstoffet på dette prisniveau i 2022 vil udgifterne til brændstof være steget med 270 kroner per måned en bilejer, der kører 20.000 kilometer om året i en gennemsnitlig benzinbil med en brændstoføkonomi på 16 kilometer literen.
Udover dyrere strøm og benzin går også 80.000 gasforbrugere her i regionen en dyr vinter i møde.
Som TV2 ØST tidligere har kunnet fortælle, står husejere med gasfyr overfor den dyreste vinter i mindst ni år.