Nyhedsoverblik

DMI forudser tørvejr ved Skolernes Motionsdag

Det ser mestendels ud til at holde tørt over børnene til Skolernes Motionsdag, inden de går på efterårsferie.

Det bliver i det store og hele en weekend med typisk efterårsvejr, hvor det dog mestendels forventes at holde tørt med regn og blæst her og der.

Det siger Jens Lindskjold, som fredag morgen er vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- De tusindvis af skolebørn kunne nok godt tænke sig bare en lille smule tørvejr og ikke alt for meget vind.

- Og det ser egentlig meget ganske lovende ud med bare nogle få spredte byger, og den kraftige vind fra i går aftes (torsdag, red.) er efterhånden aftaget til bare at være almindelig oktobervind, siger Jens Lindskjold.

Senere på dagen ventes det dog, at regnen kommer, og så kan det godt føles koldt, siger meteorologen.

- Når vi kigger lidt længere frem på dagen, kommer der en omgang byger ind, og så er der altså ikke meget sjovt ved, at det kun er 10-12 grader de fleste steder, siger han.