- Jeg skal videre.
Så kort er konklusionen fra tidligere minkavler Ervin Vallebo.
Han drev minkfarm fra 1988 og frem til 2020, hvor landets minkavlere fik besked på at slå deres besætninger ned.
Og nu har han som en af de første modtaget en kompensation for nedlæggelsen af sin minkfarm.
Hurtigere sagsbehandling
Jacob Jensen (V), der er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, lagde fredag vejen forbi Ervin Vallebo i Glumsø.
Han ville høre, hvilke oplevelser den tidligere minkavler har haft med den fast track-ordning, som skal sikre, at sagsbehandlingen af minkavlernes erstatningssager går hurtigere.
- Det ligger mig meget på sinde, at minkavlerne får den erstatning, de har krav på, hverken mere eller mindre, og også at det går meget hurtigere, end det der er blevet lagt op til tidligere, siger ministeren.
- Inden for et par måneder kan man få et tilbud om, hvad der skal være ens erstatning, siger Jacob Jensen.
- Det er jo det, der skal ske, så de avlere kan komme videre med deres liv, og vi alle sammen kan få sluttet den her meget, meget triste sag, siger ministeren.
Til forskel fra den almindelige ordning bliver der i fast track-ordningen ikke lavet helt individuelle vurderinger på de enkelte farme.
Det var en god beslutning for mig
Og det betyder, at avlerne kan få et bud på erstatningen inden for to til fire måneder, fortæller Jacob Jensen.
Han opfordrer avlerne til at vælge den alternative ordning. For man kan altid sige nej til det tilbud på erstatning, man får, og vælge den almindelige ordning, siger ministeren.
- Det er et frivilligt tilbud, siger han.
Vil videre i sit liv
Ervin Vallebo har netop valgt den hurtigere sagsbehandling.
Han har ikke lyst til at risikere at vente flere år endnu på at få erstatning.
- Mit fokus er 100 procent på, at jeg hellere vil videre, end at jeg vil bruge min tid på at være gnaven og sur og prøve at forfølge et eller andet, jeg måske ikke kan få, siger han.
- Så vil jeg hellere have udbetalt pengene og så kunne bruge dem på at komme videre i mit liv, siger Ervin Vallebo.
Og han er glad for, at der nu er udbetalt erstatning, og at minkhallerne på hans grund vil blive revet ned inden længe.
- Det var en god beslutning for mig, siger han.
Avlerne er trætte
Peter Brandstrup Eckert-Hansen er skatterådgiver i selskabet VKST, der rådgiver landbruget.
Han er også selv tidligere minkavler og har rådgivet en række minkavlere i deres erstatningssager.
Peter Brandstrup Eckert-Hansen fortæller, at avlerne har ventet på en afklaring i fire år, og at det har været en hård ventetid.
- Der er en træthed hos avlerne, siger han.
Ifølge skatterådgiveren har der været stor udskiftning i de sagsbehandlere, der har taget sig af minkavlernes erstatningssager.
Og de har også oplevet at skulle give de samme oplysninger igen og igen.
- Der bliver det tungt. Man har følt, at der har været forhindringer undervejs, siger Peter Brandstrup Eckert-Hansen.
- Det virker som om, at der intet sker.
Den samlede regning til minkavlerne skønnes til at koste staten i alt 29,5 milliarder kroner.
Det dækker udgifter på omkring 24 milliarder kroner til erstatning og kompensation til minkavlere og følgeerhverv. Denne regning var først antaget til at ligge på 17,6 milliarder kroner.
Derudover har selve nedrivningsopgaven kostet staten 4 milliarder kroner, mens 1,5 milliarder kroner går til ”øvrige myndighedsopgaver” forbundet med erstatningerne, oplyser Fødevareministeriet.
Et lys for enden af tunnelen
Derfor er Peter Brandstrup Eckert-Hansen også glad for den nye fast track-ordning.
- Mentalt set kan man ikke komme videre, før der er slået en streg i sandet, siger han.
- Og man orker ikke at blive ved med at hænge i det, siger rådgiveren.
I de sager, hvor Peter Brandstrup Eckert-Hansen har rådgivet en avler, der har valgt den alternative erstatningsordning, har den virket.
- Det har været en god oplevelse, det er gået stærkt, siger han.
- Vi har kunnet se lyset for enden af tunnelen.
Indtil videre har 140 ud af landets cirka 1200 tidligere minkavlere ansøgt om at komme på fast-track ordningen.
59 har som Ervin Vallebo indtil videre modtaget erstatning.
Derudover er der faldet afgørelser på 79 sager på den model, der ikke hører under fast track-ordningen.
Kunne måske have fået mere
Ervin Vallebo har valgt at tage imod en erstatning, som måske kunne have været højere, hvis han havde taget den oprindelige model.
Peter Brandstrup Eckert-Hansen vurderer, at Ervin Vallebo kunne have fået mellem 50.000 og 75.000 kroner mere, men at det ikke var kampen og tiden værd.
Vi skal have gjort det her færdigt
- Før vi havde set os om, så havde bureaukrati ædt det hele, siger han.
Derfor mener han også, at mange andre minkavlere kan få glæde af at bruge den nye ordning.
- Som minkavler skal man virkelig have et økonomisk incitament, hvis man skal vente i måske to år for at få en løsning, der ikke er særligt meget bedre, siger han.
Som rådgiver tænker han heller ikke kun på det økonomiske udbytte. Det er også værd at tænke på avlernes mulighed for at begynde et nyt kapitel i deres liv.
- Vi skal have gjort det her færdigt, vi skal have revet de her haller ned, siger han.
Ervin Vallebo planlægger at fortsætte som planteavler og måske også som træner af jagthunde.