Traditionen tro åbner Folketinget i dag den første tirsdag i oktober, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) holder sin vante åbningstale.
Her talte hun om emner som coronavirus, klimaet - og ghettoproblemer blandt andet med udgangspunkt i Motalavej i Korsør, som også er på dagsordenen.
- I sidste måned besøgte jeg Motalavej sammen med justitsministeren og boligministeren, pointerede Mette Frederiksen(S) i sin tale.
- Et boligområde i Korsør, som alt for længe har været præget af uro. Vi mødtes med forskellige beboere og boligforeningen.
VIDEO: Hør hvordan regeringen vil slå ned på uro i boligområder som Motalavej:
Politiet skal kunne indføre opholdsforbud
Statsminister Mette Frederiksen lagde ingen fingre imellem. Hun havde et klart budskab til danskerne:
- Ingen skal være bange for at gå på gaden i Danmark – I får ikke lov at tage vores frihed.
Ingen skal være bange for at gå på gaden i Danmark – I får ikke lov at tage vores frihed
Derfor foreslår regeringen at indføre opholdsforbud for at bremse kriminalitet. Hvis man overtræder forbuddet, vil det første gang koste en bøde på 10.000 kroner, såfremt forslaget bliver stemt igennem.
Anden forseelse vil koste 30 dages fængsel.
Og har man gæld til det offentlige – det kan være ubetalte regninger for tidligere kriminalitet - så skal politiet kunne tage dyre jakker, ure, mobiltelefoner med det samme.
Regeringen forslår også, at bandemedlemmer skal have frataget deres statussymboler, og at vanvidsbilisten skal have taget sin bil.
- Vi vil hellere give lillebroren et fritidsjob end en kriminel storebror at se op til, siger Mette Frederiksen.
Artiklen fortsætter under videoen.
Hele familien skal kunne sættes ud af lejligheden
Statsminister Mette Frederiksen omtalte også en anden varm kartoffel, som flere gange har været på tale i forbindelse med problemerne på Motalavej.
Her har BoligKorsørs formand Ebbe Ahlgren nemlig råbt på et stærkere værktøj, han kan tage i brug, når der bliver begået kriminalitet i boligområder, som skaber utryghed for de andre beboere.
Fremover skal det være muligt at sætte kriminelle beboere ud af deres lejelejlighed, når de bliver dømt for en lovovertrædelse
- I dag går der alt for ofte lang tid fra en kriminel beboer bliver dømt for en lovovertrædelse, til vedkommende sættes ud af sin bolig. Det er et af problemerne på Motalavej. I nogle tilfælde går der flere år. Fordi sagen om udsættelsen først kan behandles, efter at selve lovovertrædelsen er behandlet i det strafferetslige system, sagde Mette Frederiksen i sin tale.
Det er netop det problem, Ebbe Ahlgren, har efterspurgt løsninger på. Han ville have en hurtigere sagsbehandling, så han kan sætte hele familien ud af deres lejlighed, når ét familiemedlem begår grov kriminalitet. Den mulighed får han nu.
- Det vil vi lave om, siger Mette Frederiksen.
- Fremover skal det være muligt at sætte kriminelle beboere ud af deres lejelejlighed i umiddelbar forlængelse af, at de bliver dømt for en lovovertrædelse.
Statsministerbesøg efter flere masseslagsmål
Statsministeren har tidligere fortalt, at hun og regeringen ville slå hårdt ned på flere former for kriminalitet.
Det skete efter, hun sammen med sine to socialdemokratiske ministre, justitsminister Nick Hækkerup og bolig- og fungerende integrationsminister Kaare Dybvad, aflagde besøg i ghettoen den 10. september.
Henover sommeren har boligområdet været plaget af store uroligheder som følge af en årelang stridighed mellem to familier, hvilket har fået beboere til at råbe op om at få bedre muligheder til at smide kriminelle familier ud af lejlighederne.
En hård rivalisering mellem to libanesiske familier har ført til flere episoder med masseslagsmål, skyderi og straf- og visitationszoner.
Grafik: Få overblik over sommerens uro på Motalavej
Grafik Nick Abilgaard.
Du kan læse mere om konflikten her.