Efter måneders hård rivalisering mellem to libanesiske familier med masseslagsmål, skyderi og et råb om hjælp fra en magtesløs boligforening, er boligområdet Motalavej i Korsør nu for alvor kommet på den landspolitiske dagsorden.
Torsdag i næste uge besøger statsminister Mette Frederiksen (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) og boligminister Kaare Dybvad (S) området for at gå i dialog med beboerne og formanden for BoligKorsør, Ebbe Jens Ahlgren, der også sidder i byrådet i Slagelse for Venstre.
Det skriver Sjællandske.
Konflikten mellem familierne, der har ført til flere perioder med straf- og visitationszoner og aktuelt decideret opholdsforbud for enkelte personer, har fået Ebbe Jens Ahlgren til at kræve lovgivningen ændret.
Jeg gør ikke det her alene for boligselskabets skyld, jeg gør det også for borgerne i Korsør
Formanden ønsker, at boligselskaberne ikke skal vente i årevis på at få lov til at sætte folk, der har begået kriminalitet, ud af deres lejlighed. Ifølge ham bør boligselskaberne allerede kunne gøre det ved den første strafudmåling i retten.
Senest har han også været til møde med embedsværket i Justitsministeriet, og han er glad for, at ministertrioen nu kommer til Motalavej.
- Jeg tænker, der åbenbart er blevet lyttet til det, jeg har sagt, om at det er en samfundsmæssig opgave at sikre trygge boligområder for alle mennesker i vores land. Jeg må sige, vi har fået sat gang i den politiske dagsorden helt inde på Christiansborg, og det skylder vi borgerne, for jeg gør ikke det her alene for boligselskabets skyld, jeg gør det også for borgerne i Korsør, siger han til TV2 ØST.
Politikerregn
På grund af coronatidens besøgsrestriktioner vil det være efter først til mølle-princippet, hvem der kommer med til mødet og får mulighed for at stille spørgsmål til ministrene.
- Jeg går da ud fra, at ministrene vil lytte til de borgere, der kan stille spørgsmål. Ellers er der jo ingen grund til, at de kommer til Motalavej.
- Jeg tror, at rigtig mange borgere fra udsatte boligområder i hele landet følger med i den her debat, og jeg tror godt, at beboerne kan bruge til noget, at der kommer politikere fra Christiansborg, siger Ebbe Jens Ahlgren.
Justitsminister Nick Hækkerup skriver i en mail til TV2 ØST, at situationen på Motalavej ifølge ham er "et eksempel på, at vi står med et større problem med utryghedsskabende adfærd i vores samfund."
- Det skal vi have gjort noget ved. Jeg synes blandt andet, at vi skal undersøge muligheden for, om vi hurtigere kan smide kriminelle beboere ud af deres boliger. For vi kan ikke acceptere, at få personer på den her måde skaber utryghed for de mange, skriver han.
Udover de socialdemokratiske ministre skal boligformanden mandag vise DF-politikerne Pia Kjærsgaard og Peter Skaarup rundt i området. Og onsdag er det så formanden for Radikale, Morten Østergaard, der gæster det stormomsuste boligområde.