Både sælgere og krudt-glade danskere har ventet på, at kalenderlyset skulle brænde ned til den 15. december.
Det er nemlig første dag, hvor man lovligt kan sælge og købe fyrværkeri.
Men salgsstederne har allerede haft mange besøg, bare ikke af købelystne danskere. Forud for salget har Sikkerhedsstyrelsen nemlig været på kontrolbesøg hos sælgerne og producenterne. Efter kontrollerne er der fjernet flere end 145.000 stykker farligt fyrværkeri.
Det er 100.000 flere i forhold til sidste år, hvor der blev fjernet 45.000 stykker fyrværkeri. Dermed er der i år blevet konfiskeret tre gange så meget fyrværkeri.
Fakta om Sikkerhedsstyrelsens kontrol
- Sikkerhedsstyrelsen laver markedsovervågning af fyrværkeri til salg i Danmark.
- Før sæsonen udtager styrelsen fyrværkeri til kontrol og forskellige typer test.
- I salgsperioden fører Sikkerhedsstyrelsen tilsyn med, at fyrværkeri til salg til forbrugerne er lovligt.
- Hvis styrelsen i salgsperioden får anmeldelser eller selv konstaterer, at fyrværkeri til salg kan være farligt, bliver det testet straks.
Kilde: Erhvervsministeriet
Det er dog ikke ensbetydende med, at der er mere farligt fyrværkeri i omløb hos producenterne og sælgerne. I år har Sikkerhedsstyrelsen haft en øget og mere målrettet indsats, hvor raketter, batterier og andet fyrværkeri er blevet testet i løbet af året.
Alligevel mener erhvervsminister Simon Kollerup (S), at fyrværkeribranchen selv skal blive bedre til at kontrollere fyrværkeriet.
- Tallet dækker både over fyrværkeri, som er blevet testet og vurderet farligt, og noget, som ikke er mærket i overensstemmelse med reglerne. Derfor har vi bedt branchen om at stramme op på egenkontrollen, og Sikkerhedsstyrelsen kommer til at tage strengere sanktioner i brug, hvis de oplever gentagne overtrædelser, siger erhvervsminister Simon Kollerup.
Risikerer bøde og politianmeldelse
Hvis fabrikanterne og sælgerne ikke har styr på det fyrværkeri, de sælger, risikerer de en politianmeldelse, der også kan føre til en bøde. Størrelsen af den afhænger af, hvor alvorlig overtrædelsen er.
Selvom Sikkerhedsstyrelsen allerede har konfiskeret tre gange så meget fyrværkeri i forhold til sidste år, fortsætter de med kontrollerne resten af året.
- Sikkerhedsstyrelsen har planlagt 240 tilsyn i perioden. Det betyder, at de kommer rundt til cirka hvert sjette salgssted og kontrollerer, om fyrværkeriet er korrekt mærket og lever op til reglerne, siger erhvervsministeren i en pressemeddelelse.
Mange kommer til skade
Selvom Sikkerhedsstyrelsen har haft et øget fokus på kontrol af fyrværkeri, er der stadig grund til at være forsigtig, når nytårskrudtet skal skydes af. De skader, der sker i forbindelse med fyrværkeri, skyldes ofte forkert håndtering.
Omkring årsskiftet sidste år kom 225 danskere til skade med fyrværkeri. Af dem var det kun 67 personer, der havde sikkerhedsbriller på, viser tal fra Sikkerhedsstyrelsen.
Særlig drenge og mænd er udsatte i forhold til at komme til skade med fyrværkeri. 91 af de tilskadekomne sidste år var drenge og mænd under 35 år. 61 af de tilskadekomne var under 15 år.
Fakta om fyrværkeri
- I Danmark må forbrugerne købe fyrværkeri fra den 15. til og med den 31. december.
- Nytårsfyrværkeri må fyres af fra den 27. december til og med den 1. januar.
- Man skal være 18 år for at købe nytårsfyrværkeri og 15 år for at købe helårsfyrværkeri (fx knaldperler, bordbomber og stjernekastere).
- Forbrugere må kun købe fyrværkeri til affyring i Danmark inden for landets grænser.
- Sidste år blev der registreret 225 fyrværkeriulykker.
- De fleste fyrværkeriulykker sker for mænd i alderen 15-35 år.
Kilde: Erhvervsministeriet