Nytårsaften kan blive blæsende fornøjelse, og det bør føre til ekstra opmærksomhed hos dem, der skal ud og fyre nytårskrudt af.
Sådan lyder advarslen fra Sikkerhedsstyrelsen, der opfordrer til, at man i kraftigt blæsevejr fordobler sikkerhedsafstanden.
Det fortæller Mette Cramon, kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen. Hun opfordrer til, at man bruger sin sunde fornuft i forhold til vejrforholdene.
- Hvis der er meget kraftige vindstød, kan det påvirke en rakets rute. Så når der er meget kraftig blæst, skal man være ekstra opmærksom. Man skal virkelig bruge sin sunde fornuft, når man går ud, siger hun og tilføjer:
- Hvis der er meget kraftig blæst og storm, skal man overveje, om det er forsvarligt at fyre raketter af.
Mindst 100 meter væk
Ifølge DMI ventes der en jævn til hård vind omkring vest, der i løbet af nytårsnatten tiltager til en frisk vind til kuling.
Sikkerhedsstyrelsen oplyser, at sikkerhedsafstanden skal fordobles, når man antænder krudt i blæsevejr.
Det betyder, at man skal være mindst 100 meter væk fra brandbar bevoksning, bygninger med stråtag eller brændestabler, høstakke og lignende.
Og hvis man fyrer raketter af, skal afstanden være mindst 200 meter.
Ligeledes bør man også selv holde længere afstand fra fyrværkeriet, og man skal overveje at holde børnene indenfor, fortæller Mette Cramon.
- Det er i det hele taget rigtig vigtigt, at man passer ekstra godt på børnene i aften. De kan ikke altid bedømme afstand og render rundt. Når det blæser, skal man være ekstra opmærksom på børnene, siger hun.