Langt færre danskere anmelder indbrud til politiet. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Det Kriminalpræventive Råd.
Rådet har sammen med Justitsministeriet og Rigspolitiet gennemført offerundersøgelsen ’Udsathed for vold og andre former for kriminalitet’ i samarbejde med Københavns Universitet.
- Vi ved, at indbrud smitter. Når der har været et indbrud, er risikoen for flere indbrud større. Ikke kun for det hus, som er ramt, men for alle omkringliggende huse i ugerne efter. Derfor er det vigtigt, at politiet ved, hvor der har været indbrud
Offerundersøgelsen viser, at 73 procent af indbrudsofrene i 2021 anmeldte indbrud til politiet. Det er en noget mindre andel end i årene forinden, hvor niveauet har været omkring 90 procent.
De nye tal er bekymrende, mener Lasse Nikolaj Staun, der er analytiker i Det Kriminalpræventive Råd.
- Færre har haft indbrud i 2021, hvilket selvfølgelig er positivt. Men det er bekymrende, at færre af dem, der har haft indbrud, anmelder det til politiet. Det gør det vanskeligt at forebygge flere indbrud, udtaler han i pressemeddelelsen.
Anmeld uanset størrelse
Ifølge Det Kriminalpræventive Råd, kan den dalende tilbøjelighed til at anmelde indbrud hænge sammen med, at værdien af det stjålne er faldet.
I 2021 angav 88 procent af indbrudsofrene, at de har mistet værdier for under 5.000 kroner ved indbruddet, mens det for fem år siden kun var 66 procent, der havde mistet værdier for under 5.000 kroner.
Lasse Nikolaj Staun opfordrer dog til, at man altid anmelder indbrud til politiet, uanset om det er for et beløb større eller mindre end 5.000 kroner:
- Vi ved, at indbrud smitter. Når der har været et indbrud, er risikoen for flere indbrud større. Ikke kun for det hus, som er ramt, men for alle omkringliggende huse i ugerne efter. Derfor er det vigtigt, at politiet ved, hvor der har været indbrud, udtaler han.
Sig det til naboen
Sarah Risbøl Jacobsen, der er kommunikationskonsulent i Nabohjælp, som Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden står bag, understreger, at det i forbindelse med et indbrud også er vigtigt at informere sine naboer. Også selvom der kun er stjålet småting.
- Hvis dine naboer ikke ved, at du har haft indbrud, så går hele nabolaget glip af en gylden mulighed for at forebygge det næste indbrud. Er hele nabolaget derimod informeret, er alle mere opmærksomme, og I får mulighed for at samarbejde om at skabe liv og aktivitet i nabolaget. To ud af tre tyve har oplevet at blive afbrudt af en opmærksom nabo, så vi ved, det virker, siger hun.
Fem gode råd mod indbrud:
1. Vær en aktiv nabohjælper
2. Tænd lys ude, og trim hækken
3. Gør det svært at bryde ind
4. Brug sikre betalingsformer, når du køber brugt
5. Ring 114 ved mistanke om indbrud
Kilde: Det Kriminalpræventive Råd
Sarah Risbøl Jacobsen fortæller til TV2 ØST, at de hos Nabohjælp for et halvt år siden startede det, de kalder Nabovenner, som er en ekstra indsats, hvor frivillige melder sig til at holde øje i deres nabolag.
En nem kontakt
En Naboven adskiller sig ifølge Sarah Risbøl Jacobsen fra en nabohjælper på den måde, at Nabovennen tager et særligt ansvar på sig for at få nabohjælpen til at fungere optimalt i netop deres nabolag.
En af dem, der er blevet naboven, er Charlotte de Neergaard, der bor i Sorø. Her er hun naboven for cirka 800 borgere.
- Jeg interesserer mig for mit lokalområde, og jeg synes, appen er god og en nem måde at komme i kontakt med naboerne på. Der er så meget, der bliver kommunikeret med papirer i postkassen, men med appen kommer vi hurtigt i kontakt. Det vil jeg gerne bruge tid på at få andre med på, fortæller hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ikke en erstatning for politianmeldelse
I Nabohjælps-appen kan man anmelde et indbrud, som så bliver kommunikeret ud til alle naboerne, fortæller Charlotte de Neergaard.
- På den måde ved dem i nabolaget, at der i de næste 14 dage er øget risiko for indbrud. Det er ofte sådan, at tyvene støvsuger et område, når de er der, siger hun.
Charlotte de Neergaard understreger, at en anmeldelse i Nabohjælp-appen ikke er en erstatning for en anmeldelse hos politiet.
- Jeg var ikke klar over, at færre anmelder indbrud til politiet, men det synes jeg da virkelig er skidt. Det skal altid anmeldes til politiet, for det er en ulovlighed, og det skal registreres. Jeg tænker, at det også er en opgave for os (Nabovenner, red.) at få det gjort helt tydeligt, siger hun.
Også faldende her
Det Kriminalpræventive Råd har ikke haft mulighed for at finde tallene fra Offerundersøgelsen specifikt for TV2 ØSTs sendeområde, men tendensen med færre anmeldelser af indbrud ses også her.
Det viser tallene i politiets egen statistik for anmeldelser af indbrud i Midt- og Vestsjællands Politis og Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi kredse. I 2016 fik Midt- og Vestsjællands Politi 5269 anmeldelser om indbrud. Siden har det tal kun været faldende, og i 2021 var antallet mere en halveret til kun 2130 anmeldelser.
For Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi var antallet af anmeldelser om indbrud 4243 i 2016 og 1911 i 2021. Det er dog ikke til at sige, hvor stor en andel af faldet, der skyldes færre anmeldelser eller færre indbrud i det hele taget.
At færre ofre for indbrud anmelder det til politiet, ærgrer Midt- og Vestsjællands Politi. Det fortæller Kim Løvkvist, der er fungerende vicepolitiinspektør i efterforskningsenheden i Midt- og Vestsjællands Politi.
- Det undrer os, og det er bekymrende. Vi opfordrer alle til at anmelde, hvis de er udsat for indbrud, for det er noget, vi tager alvorligt og prioriterer, siger han og fortsætter:
- Det betyder også, at vi mister muligheden for at sikre de spor, der kan være vigtige for at opklare forbrydelsen eller andre forbrydelser.
Kim Løvkvist fortæller, at der generelt har været færre anmeldelser om indbrud de sidste par år, fordi der også har været færre indbrud på grund af corona, hvor flere har været hjemme. Men han forstår ikke, hvis borgere, der har været udsat for indbrud, ikke anmelder det.
- Det er bare at ringe 114, så det burde der ikke være noget besværligt i. Så vidt jeg ved, vil de fleste forsikringsselskaber også kræve, at man har været i kontakt med politiet, hvis man vil have udbetalt en erstatning, siger han.