Et udvalg nedsat af regeringen ser lige nu nærmere på, om vi skal have aktiv dødshjælp i Danmark.
TV2 ØST har talt med Flemming Schollaart, der er bestyrelsesmedlem i landsforeningen Ret til at dø, og han peger på to grunde til at kæmpe for aktiv dødshjælp.
- Hos os hedder det en selvvalgt livsafslutning. Der er to store drivkræfter for dem, der arbejder med det her. Den ene er, at Big Brother ikke skal bestemme. Det er selvbestemmelsesretten. Det er mig, der bestemmer. Den anden er en grænse for lidelse. Det er, når folk siger: Her til og ikke længere, siger han.
Det er en fejl, at man tror, at det er en let løsning
- Der er også en tredje grund, hvor man kan se på en højesteretsdom, da aktiv dødshjælp blev vedtaget i Holland. Det kalder man de demokratiske princip, og det betyder, at ved en legalisering bliver begge grupper tilgodeset. Sådan er det ikke nu. Nu er det nej-sigerne, der bestemmer over ja-sigerne.
TV2 ØST har besøgt Søren Hyrup, der, hvis lovgivningen havde tilladt aktiv dødshjælp, nok var død i dag. Det var i hvert fald det, han ønskede på et tidspunkt efter et langt forløb med immunterapi mod modermærkekræft og kampen mod en række følgesygdomme.
Risikerer vi ikke, at nogle mennesker vælger aktiv dødshjælp til, fordi det er det letteste her og nu, men at de i virkeligheden kunne leve længere og også have et godt liv?
- For det første er det ikke en let løsning. Det er en fejl, at man tror, at det er en let løsning. De mennesker, jeg har ledsaget til Schweitz, for dem er det ikke en let løsning. Jeg er heller ikke enig i, at Søren (Hyrup, red.) ikke ville være her i dag, hvis det var tilladt. For der skal være rigtig mange samtaler inden, så man undgår de her "nemme" løsninger. Så man kunne forestille sig, at selvom det ville have været lovligt i Danmark, at så ville man have haft de her mange samtaler med Søren, og så ville han heller ikke have valgt aktiv dødshjælp, selvom det var lovligt.
Men hvem er det, der skal bestemme, hvem der kan få aktiv dødshjælp?
- Den er todelt. Lægen skal afgøre, at alle de helbredende muligheder er blevet afprøvet. Vi kan ikke i en helbredende proces gøre mere. Og den anden del er, at det er patienten og patienten alene, der afgør, at deres lidelse er ubærlig og nytteløs. At de er nået til den grænse, hvor de ikke kan og vil mere. Det er ikke livet, der er ubærligt og nytteløst, men lidelsen. Det er det, mine patienter siger. Jeg havde en patient, der havde ALS, og hendes klare melding var: Når jeg ikke kan snakke med mine børn mere, så vil jeg ikke mere. Det var en klar grænse for, hvilken lidelse hun ville leve med.
Hvordan beskytter man så den, der måske vil føle sig presset til at vælge aktiv dødshjælp, fordi de ikke vil være til besvær for familien eller for vores sundhedssystem?
- Det kommer igen til at handle om de mange samtaler. Det er korrekt, at i et sygdomsforløb, der kan patienten føle sig til besvær. Men hvis man tager de her samtaler og bringer frem i lyset, som jeg kalder det: Tror du virkelig, du er til besvær for dine børn? Så ville børnene sige, at "mor, det er du ikke". Og så opdager patienten måske, at det er okay at være til besvær. Der skal være ret til at være besværlig, men det skal frem i lyset, så patienten forstår, at det er okay.
I slutningen af året skal Udvalget for en mere værdig død komme med de endelige anbefalinger om blandt andet aktiv dødshjælp.