Antallet af samtaler i nattetimerne på Børnetelefonen og Hørt er steget med 31 procent på et år, oplyser Børns Vilkår i en pressemeddelelse.
- Det er umådelig trist at tænke på, at natten for mange børn og unge er så svær at komme igennem, siger direktøren for Børns Vilkår, Rasmus Kjeldahl.
Børnetelefonen og Hørt har det seneste år haft 8455 samtaler med børn og unge om natten, mens tallet året forinden lå på 6434.
Børnetelefonen er en livslinje til børn, som søger rådgivning, trøst eller en voksen, der har tid til at lytte, mens Hørt er en chatrådgivning målrettet unge.
Ifølge Børns Vilkår handler mere end hver tredje samtale mellem klokken 23.00 og klokken 07.00 om psykisk mistrivsel.
Det kan være selvmordstanker, psykiske lidelser, selvskadende adfærd og angst.
13 procent af samtalerne om natten handler om selvmordstanker eller selvmordsforsøg.